Dag 140: forventningens glæde

Om mindre end en måned kommer mine forældre og besøger mig, og hold nu op hvor jeg glæder mig. Det bliver rart med dansk humor, dansk sprog og ikke mindst nogen, der virkelig kender mig. For ikke at tale om at vi skal en uge til cancun, hvor der er varmt og sol og sommer og hav. 

Ikke mindst glæder jeg mig til at vise dem rundt i Pachuca og Mexico og vise dem, alt det der nu er blevet mit for en stund. Tacos, quesadillas, naturen, menneskerne, min skole, Mexico City, pyramiderne, bjergene og ikke mindst min mexicanske familie. 

Mindre end en måned. 

Dag 125: Fødselsdag

Jeg havde i virkeligheden forsøgt at holde min fødselsdag lidt hemmelig, for jeg har set hvordan andre lærere bliver fejret, og det er meget overdådigt, men eftersom de har min fødselsdag på mine immigrationspapirer gik den ikke rigtigt.

Nærmest hele skolen kom forbi mit klasseværelse om morgenen og krammede mig og der blev sunget fødselsdagssang omkring ni gange. Til frokost havde min assistent og spansklæreren sørget for pizza, fordi de ved, jeg ikke er så meget til kage. Det betød ikke, at de ikke havde købt en kage - selvfølgelig havde de det - men den fik jeg bare med hjem som en lille 'treat'. Udover det fik jeg gaver af næsten alle mine unger. Jeg havde forklaret dem, at jeg ikke brød mig om, at elever gav læreren tørklæder og smykker, som min assistent havde fået på hendes fødselsdag, så de kom stort set alle sammen med slik-gaver. Jeg har derfor en hel kommode-skuffe fyldt med slik nu :D

Ximena og Nora havde købt de fineste cupcakes og fået dem customized, så de passede til mig: en med Disney, en med Minions, en med Batman og en med en haj og mit navn. SÅ fint, og de smager virkelig lækkert (spiste en til morgenmad i dag). Derudover havde de købt et lækkert tæppe, fordi jeg ofte fryser, og en masse små-ting med Avengers. Alt i alt en meget fin gave, som jeg virkelig er glad for, fordi det er så personligt og de virkelig har tænkt over, hvad jeg ville blive glad for!

Efter skole havde vi et meeeeeget langt personalemøde, hvor alle stort set skændtes, undtagen mig og Ximena. Vi tiede pænt stille den her gang. Der er altid problemer med ledelsen i alle jobs, men på den her skole er det virkelig voldsomt. Det er nærmest sådan at folk ikke kan arbejde sammen!
Anyways, det var fint at få en lille lektion i hvordan folk skændes 'høfligt', og derudover er det næsten som at se tv, så jeg var i det mindste underholdt imens :D

Da mødet var slut havde Ximena en aftale, så jeg tog med hendes mor hjem og hang ud i deres hus, indtil Ximena kom hjem. Vi tog på Chili's og spiste burgers og ribs!

Alt i alt havde jeg en herlig fødselsdag og den er ikke slut endnu. I dag skal jeg hen til Ximena igen, hvor jeg bliver fejret med kage og lasagne og fødselsdagshatte og en kæmpe piñata :D

Dag 105: tyrefægtning og hysteriske forældre

Når man står med 30 skrigende børn, der ikke vil sætte sig ned eller høre efter, går tiden langsomt. Hysterisk langsomt. Men pludselig er ugen slut, det er midten af oktober, man har været her i 3 måneder, og det går op for én, at hvis man blinker, er året gået. Det er som om tiden forekommer i ryk; den ene dag er hvert minut som en hel time, men pludselig krænger det over, og så går der flere dage, uden at man opdager det.

Det er i dag d.19 oktober, og det er 19 dage siden jeg har skrevet et indlæg. Umiddelbart synes jeg ikke, jeg har lavet det store, men så alligevel; jeg har shoppet, drukket drinks, været til tyrefægtning, spist urimelige mængder tacos, drukket kaffe, ledt efter spansk-undervisning, blevet spurgt om jeg afholder privatundervisning i engelsk, inviteret til abe-fest, kørt lange ture i bil, vækket vagterne for at blive lukket ind kl.4 om morgenen, danset, planlagt eksaminer, og forsøgt at afholde en dansk pigeaften. Så lidt sker der da!

Herligt skrivebord som jeg meget seriøst overvejede at købe,
selvom det selvfølgelig er til børn!

Onsdag aften er der happy hour på Texas Ribs.
Der har vi været en enkelt gang eller to :D

Det er ved at blive koldt, og fordi de ikke har
opvarmning i deres huse, og alle gulvene
er fliser, er man nødt til at have noget på fødderne
for ikke at fryse

Lad mig starte med det tyrefægtning dér. Jeg har fået meget kritik, og folk er åbenbart meget rasende over, at jeg har været inde og se en tyrefægtningskamp. Det er utroligt, at en enkelt handling så langt væk kan vække så meget vrede. Men så igen - vi er biologer; vi har dedikeret vores liv til dyr og deres velfærd og bevarelse, så jeg forstår det godt. Derfor er jeg også meget ambivalent overfor tyrefægtning.
Jeg har altid været imod det. Altid. Jeg synes, det var en forfærdelig praksis og dyremishandling, men uden egentlig at vide hvad der egentlig foregik i arenaen. Da jeg blev inviteret med, havde jeg det først meget stramt med det, men jeg var også meget nysgerrig.

Før jeg flyttede fra Danmark bestemte jeg mig for, at det her Mexico eventyr skulle være en stor oplevelse. Ikke noget med at sidde derhjemme og gemme mig, som jeg plejer. Jeg skal ud og opleve noget og se verden og få nye indtryk, og derfor har jeg også bestemt mig for at tage den store ja-hat på.
Så da jeg blev inviteret til tyrefægtning var jeg nødt til at sige ja.
Jeg har ikke tænkt mig at gennemgå det hele, men det var en stor oplevelse. Stemningen og menneskerne og kampen mellem dyr og menneske. Og selvom ingen tror mig, når jeg siger det, så er der virkelig ingen, der er interesserede i at tyren lider. Ikke publikum, ikke dommerne, ikke matadorerne.
Alt i alt har jeg det stadig ambivalent med tyrefægtning. Det er en forfærdelig 'sport', der ikke har meget med fair play at gøre, og jeg kan godt forstå dem, der vil have det forbudt. På den anden side kan jeg også godt forstå dem, der regelmæssigt tager til tyrefægtning, og hvis man spiser kød burde man være mere overbærende overfor det, for det kød vi spiser har altså ikke haft det bedre. På nogen som helst måde.
Det er en skør følelse at sidde tilbage med. Og jeg ville ønske, at der var lidt mere forståelse for, hvorfor jeg var der den dag.

Så er der tyrefægtning. Fra venstre: Miranda, Rebecca,
mig og Gustavo. Ximena har taget billedet!

Måske er det karma, men jeg står lige nu og bliver truet med at blive anmeldt til det mexicanske undervisningsministerium for børnemishandling, selvom drengen jeg tilsyneladende har mishandlet siger, at det hele er løgn, og at jeg ikke har gjort noget.
Lad mig starte fra starten. Jeg har et par enkelte børn, der bare ikke vil sidde ned. Jeg kan sige 10 gange i timen, at de skal sætte sig ned, uden at der sker noget som helst. Så enkelte gange holder jeg dem på skulderen, og presser lidt på så de sætter sig ned. Lidt som når man skal lære en hund at sætte sig på kommando. Jeg kunne aldrig finde på at tage hårdt i dem - de er 9 år!
Når klokken er 14.50 kommer forældrene til klasseværelset for at hente deres børn, og åbenbart har en af mødrene set, at jeg tog hendes søn på skulderen og satte ham ned. Og lige præcis den her mor har et rygte for at være meget mærkelig.
Hun gik derfor direkte til engelsk-korrodinatoren og anklagede mig for at misbruge hendes søn og tage meget hårdt i ham. Hvis det sker igen, vil hun anmelde mig til undervisningsministeriet og få mig deporteret.
Min engelskkoordinator gik selvfølgelig direkte til drengen og spurgte, hvad der var sket. Han sagde, at han ikke havde fulgt mine instruktioner, og at jeg bare havde prøvet at få ham til at sidde ned og tie stille. Han sagde, at jeg ikke havde taget hårdt i ham, og at han ikke havde opfattet det forkert på nogen måde. Og til sidst tilføjede han, at moren nogle gange "siger ting, der ikke passer."
Derefter kom min engelskkoordinator til mig og forklarede situationen. Hun sagde, at de havde haft mange problemer med forældrene før, og at hun var sikker på, at jeg havde min sti ren, men at jeg af sikkerhedsmæssige årsager aldrig skulle røre ham igen. Message received!

Mine 30 unger. De er delt op i to klasser, rød og blå, så jeg
har ikke dem alle sammen på én gang. De er nu meget skønne!

Lærerne i fjerde klasse. Fra venstre: Miss Anita og Miss Yola, der er
hhv. assistent i spansk og spansklærer, og Miss Nanna og Miss Kary.
Kary har indtil nu været min assistent, men jeg har fået en anden,
der hedder Monica. Jeg vil have Kary tilbage!!
Bemærk i øvrigt hvor høj jeg er i forhold til dem :D

Så alt i alt har det været nogle lidt anstrengende uger, men jeg har det nu godt alligevel. Ximena og jeg er blevet meget tættere venner, og jeg har nærmest fået en ny familie. Det går, på trods af enkelte bump, i vejen, godt med min undervisning. Jeg er meget gladere for det, end jeg troede jeg ville være, og ungerne er virkelig en herlig flok. Det går bedre med mit spanske, og jeg venter på et opkald fra en spansk-skole, der måske kan få mig presset ind på et hold. Jeg er ved at blive afhængig af chili-sauce og tacos, og har det mindre slemt med at spise kød, selvom jeg undgår det så vidt muligt. Jeg har efterhånden en god del penge sparet op, der skal bruges på dykning og ferie og generel selvforkælelse, og om næsten præcis to måneder kommer mine forældre på besøg.

Det er nu okay, det her Mexico-liv :)

Selfie på Chili's

Happy hour på Chili's. Og nej, så meget drikker vi altså heller ikke.
Men det var fredag aften og vi havde lige fået løn :D

Lidt nyt skal man jo have engang imellem. Og de var oven i
købet på udsalg :D
(Bemærk i øvrigt det hæslige sengetøj, jeg har fået udleveret!)

Dag 86: Quinceañera, fodbold og bytur

Det regner. Stadigvæk. Faktisk nærmest hele tiden. Nogle gange føles det næsten som om, jeg stadig er i Danmark :D

I weekenden var jeg først til en quinceañera (15-års fødselsdag), så til fodboldkamp og endelig var jeg i byen med Ximena og hendes bror, Gustavo. Søndag holdt jeg selvsagt lav profil!

I Latinamerika er en piges 15-års fødselsdag helt speciel - den kan vel sammenlignes med sweet 16 i USA. Pigerne har gigantiske kjoler på, der bliver opført flere former for shows, og der kommer typisk 300-400 mennesker til festen. Det er lidt som en blanding mellem et bryllup og en konfirmation!

Ximenas far er venner med fødselsdagsbarnets far, og til sådanne fester bliver man altid inviteret som en familie, så både Ximena og hendes mor skulle også med. De spurgte heldigvis mig, om jeg også ville med, og selvfølgelig ville jeg det!!

Festen blev holdt på en ruin af en gammel spansk hacienda med flere vandfald i baggrunden og sø i midten af området. Området huser samtidig et hotel, som vi havde booket værelser på for ikke at skulle køre hjem midt om natten. 

Gårdområde i den gamle hacienda-ruin

Den eneste belysning under messen var bål og lys, der flød i en lille dam i midten af kapellet

Det hele startede med at pigen, Styvaltzin, blev kørt ind på området i en hestevogn. Herefter blev hun fulgt hen til søen af en ridder i fuldt middelalder-kostume. Pludselig kom en anden ridder ind, og de begyndte at slås om fødselsdagsbarnet. Efter en fin sejr af den første ridder, blev han pludselig udfordret af en kvindelig ridder med en ugle på armen. Det hele endte med at kvinderidderen vandt. 

Efter alt slåsseriet gik vi alle op i kapellet, hvor der blev holdt messe. 

Messe

Der bedes for et godt liv

Efter messen gik vi ned til søen, der var blevet forvandlet til spiseområde. Der var omkring 400 mennesker, så det tog sin tid at få noget at spise, og foretten blev først serveret kl.23. Under hele middagen var der taler og sange og Styvaltzin havde koordineret tre forskellige danseshows, som blev opført under middagen: en tango med sin far, en hiphop-rutine med nogle professionelle dansere, og en sang og dans kun opført af hende.

Efter middagen var der liveband og generel fest hele natten. Ximena og jeg gik i seng ved fire-tiden, men eftersom vores hotelværelse havde udsigt over området og bandet spillede til klokken syv om morgenen fik vi ikke så meget søvn!

"Nej, jeg gider ikke være manden i endnu en salsa!"

Morgenen efter blev vi på hotellet og spiste morgenmad, før vi kørte tilbage til Pachuca. På vejen stoppede vi dog lige i bjergbyen Huasca, der er et hyggeligt lille sted med en masse virkelig lækre bagerier!

Efter en to timer lang lur tog jeg turen tilbage til Ximenas hus for at mødes med alle de andre. Undervejs havde Ximenas bror, Gustavo, og hans to døtre, Rebecca og Miranda, fundet vej til Pachuca, og vi tog derfor alle sammen ind og se Pachuca vs. Tigres. Det var sindssygt sjovt, for Pachucas fanklub er helt oppe at køre, og stemningen var helt fantastisk. Her går folk virkelig op i fodbold!!

Fodbold-selfie

Fra højre: Miranda, Rebecca, Gustavo og La Güera (blondinen - det kalder de mig åbenbart nu!)

Efter kampen tog vi alle sammen ud og spiste chalupas, hvilket er friterede mini-tacos med kartofler og kylling!

Efter vi havde sat alle af derhjemme tog Ximena, Gustavo og jeg ud for at drikke en enkelt øl eller to. Vi tog på en slags barhop, og endte med at besøge fire forskellige barer. Ved to-tiden var Ximena rigtigt træt, så vi kørte hende tilbage til huset. Alle barer i Pachuca lukker klokken to, men Gustavo og jeg gad på ingen måde hjem, så det lykkedes os at finde en bar, der havde "hemmeligt åbent", hvad det så end betyder. Uanset hvad, så ville de ihvertfald gerne sælge os øl, og vi endte med at blive til halv fem. Den hemmelige bar ligger næsten lige ved siden af skolen, så jeg havde kort hjem, hvilket var heldigt, for på det tidspunkt var jeg ved at være godt træt!

Ja, sjovt havde vi det jo!

Søndag lavede jeg ikke meget andet end at sove og arbejde. Jeg ved ikke hvad der er gået i fjerde klasse, men de har været rigtigt stride de sidste to dage, så det har allerede været en lang uge. Jeg håber de opfører sig mere behageligt i morgen, selvom jeg ikke tror det - vi skal skifte pladser og der er altid nogen, der er utilfredse med deres sidekammerater, uanset hvad jeg gør!

Jeg har haft en fabelagtig weekend og er virkelig taknemmelig for, at jeg fik lov at opleve en rigtig quinceañera med fuld fart på hele svineriet. Det eneste min weekend manglede var muligheden for at fejre min mors fødselsdag d.29 - jeg håber, du havde en fantastisk dag, kære mor!

Dag 77: permanent ophold

Selvom jeg har en adresse, et arbejde og et liv her, er det som om, at jeg stadig ikke helt har forstået, at jeg bor i Mexico. Jeg bor her rent faktisk. I minimum ti måneder endnu. 

Et eller andet sted føles det stadig som om, jeg bare er på ferie. Som om jeg skal hjem om et par uger. Som om det stadig er sommerferie. Jeg ved ikke hvornår det rammer - sikkert først når jeg rejser hjem - men det er en mærkelig fornemmelse at bo et sted uden helt at vide det. 

Jeg har prøvet at finde spansk undervisning her i Pachuca, men eftersom der ikke er så mange udlændinge her, et det svært at finde. Jeg overvejer kraftigt at spørge en af de andre lærere på skolen, om vi kan lave en slags deal, hvor vi hænger ud en gang om ugen og snakker engelsk halvdelen af tiden og spansk den anden halvdel, så vi begge to lærer. Der er bare sådan en mærkelig kultur her med, at man ikke rigtigt siger det, man mener, men det den anden vil høre, og jeg vil ikke sætte hende i en situation, hvor hun ikke føler hun kan sige nej. Men det er vel i virkeligheden bare et spørgsmål om at gøre det klart, at hun selvfølgelig bare skal sige nej, og at det kun er hvis hun har tid og lyst og alt det der. 

Jeg har det i virkeligheden også lidt mærkeligt med at skulle have undervisning af en, jeg kender. Det er sgu bare så akavet, altså!

Men jeg skal jo lære det, og hvis det er den eneste mulighed, ja så er det sådan det må være!   

^ Uafhængighedsdag betyder mexicansk udklædning og traditionel dans på HCAndersen Rainbow school and kindergarten

Min bedsteste Stine blev gift i weekenden og hold nu op, hvor er det stramt at skulle glimre ved sit fravær ved sin bedste vens bryllup - en dag hun husker resten af sit liv, og en historie som jeg aldrig vil være en del af. Sådan går det når man flytter så langt væk! 

Anyways, her i Pachuca regner det bare. Der er tordenstorme og strømafbrydelser stort set hver dag. Det er altid spændende at se hvor man finder en ny læk i taget eller hvor længe man skal klare sig uden tv, computer og wifi. Det er ihvertfald en oplevelse :D 

^ cykel- og vandresti ved siden af den gamle jernbane

Dag 66: Flyttet

Så er jeg flyttet hen på skolen. Jeg bor i hvad man vel kan kalde tårnværelset i rektor Ana Luisas hus. Der er selvfølgelig plusser og minusser ved alt, men det er nu engang rart at have sit eget værelse og at kunne pakke sine ting ud. Indtil nu har jeg boet i min kuffert, men nu kan jeg pakke mit tøj ud og ligge det i (meget gamle) reoler og skabe.
Der er en rengøringsdame i huset hele dagen og vagter og vagthunde ved porten 24 timer i døgnet, så her er rent og sikkert :)

Den største ulempe indtil nu er faktisk, at Ana Luisa hele tiden vil snakke. Hun inviterer mig med til en masse ting og skal altid sludre i køkkenet, og det er selvfølgelig virkelig pænt af hende, men jeg vil helst bare være mig selv. Hvis jeg boede med Ximena, eller en anden jeg havde noget tilfælles med, var det måske noget andet, men hun er min chef, og vi har intet at snakke om. Udover det, er hun så høflig og venlig, at det virker meget påtaget.
Hun vil selvfølgelig bare tage godt imod mig og alt det der, men jeg gider det ærligt talt ikke. Ah well, det er heldigt at Gustavo, Ximenas bror, har lært mig lidt om mexicansk etikette, for ellers kunne jeg vist hurtigt komme galt afsted :D

Gustavo og hans to døtre var i Pachuca det meste af lørdagen og hele søndag. De bor i Mexico City, men kom forbi for weekenden. Gustavo er nok den, jeg har mest tilfælles med af alle, jeg har mødt her. Han elsker musik og film og bøger og har en lidt mere afslappet tilgang til tingene end så mange andre mexicanere.
Søndag tog vi alle sammen i biografen og så 'Lucy' med Scarlett Johansson. Fantastisk film fyldt med filosofi og evolution og action og instrueret af Luc Besson. Kan klart anbefales!

Om eftermiddagen flyttede jeg ind i Askepot-værelset, som Ximena og jeg kalder det, og brugte faktisk resten af dagen på at arbejde.
I morgen, torsdag, og fredag skal jeg dissekere fisk med mine to klasser. Jeg tror måske, jeg er den, der glæder sig mest :D
Der er aldrig nogen, der har lavet dissektioner på skolen før, så alle er meget nysgerrige, og jeg tror, at de fleste af lærerne kommer et smut forbi mit klasseværelse i løbet af de næste to dage!
Apropos fisk, så fik jeg i går en fisk i et plastikkrus af to af mine elever. Jeg ved ikke lige, hvad de havde tænkt sig, for jeg har fortalt dem, at jeg ikke har et akvarium, og at jeg ikke må have dyr, hvor jeg bor. Det havde de åbenbart glemt :D
Jeg endte med at give fisken til en af de andre piger, der har et akvarium med samme art derhjemme. Pigerne blev meget skuffede, men jeg tror, at jeg fik dem forklaret, at man ikke skal give dyr i gave, og at jeg havde beholdt den, hvis jeg kunne.

I dag faldt jeg tilfældigvis i snak med en af forældrene til en dreng i 2. klasse, og da han hørte at jeg var fra Danmark slog han over i dansk! Han havde været udvekslingsstudent i Danmark for omkring ti år siden, og hans dansk var rustent, men jeg forstod da, hvad han sagde. Verden er sgu da lille!!

Maria-Elena, som er lærer for 5. klasse, kom forbi mit klasseværelse i dag, og sagde at hun havde noget der "lige var mig", og som hun ikke selv brugte. "Kunne du tænke dig to vintage bøger om hajer og hvaler af Jacques Cousteau?". Øøøøh, ja tak!! Hendes mor havde købt dem engang i halvfjerdserne, og hun brugte dem ikke selv, så hun ville egentlig have givet dem til skolens bibliotek, men hun ville lige spørge mig først. Den ene er fra 1970 og den anden er fra 1972, og de er i perfekt stand, fuldstændig som nye. Jeg har bladret lidt hurtigt igennem dem, og udover fakta om hajer og hvaler er de fyldt med personlige fortællinger fra eksperimenter, dykkerture og rejser verden over. Hvilken fantastisk gave!

Jeg ved, jeg er lidt bagud på mails og Skype og Whatsapp og alt det der, men det kommer i weekenden. Lige nu er jeg for træt til at gøre meget andet end at gå ned i køkkenet og spise lidt tacos :D

Dag 56: Weekend

Klokken er 13.31, og det er en solbeskinnet søndag i Pachuca. Ximena er kørt hen på skolen for at arbejde, og jeg er blevet hjemme i huset, også for at arbejde. Jeg skal planlægge den næste uge - hvad der skal ske hvornår og hvordan. Hver mandag afleverer vi vores ugeplan til engelsk koordinatoren, så hun kan se, hvad der skal foregå i løbet af ugen.
Jeg har to klasser: rød og blå. Jeg underviser dem i matematik, videnskab, grammatik, historie, geografi,  osv., men det hele foregår på engelsk. De lærer altså engelsk ved at bruge det, ikke kun ved at blive undervist i det. Hver anden uge har jeg rød om morgenen, og hver anden uge har jeg blå om morgenen, og så skifter de ved middagstid. Min klasse (den jeg er ansvarlig for og "klasselærer" for) er rød - og det er tilfældigvis klassen med færrest elever og også de sødeste, så det er ikke helt dårligt :D

I denne uge havde Daniela fødselsdag, så hendes mor og far kom forbi med kage til hele klassen.
Uniformen er deres gymnastik uniform, som de har på hver tirsdag og torsdag.

En typisk uge ser sådan her ud:
Mandag: Klokken otte er der flagceremoni. Hver uge er en forskellig klasse ansvarlig for flagceremonien - jeg har flagceremoni i næste uge, d.8 september, så i løbet af ugen skal vi finde ud af hvad vi skal lave (en sang eller en sketch eller en dans). Det skal selvfølgelig være relateret til ugens tema og værdi. Mit tema er børnehelte og værdien er solidaritet! En typisk flagceremoni varer omkring tyve minutter, og bagefter er der march tilbage til klasseværelset.
I den kommende uge har jeg rød om morgenen. Efter flagceremonien er der en times undervisning, fordi rød har musik fra 9.30-10.30 om mandagen. I den tid har jeg "fri", men oftest bruger jeg tiden på at planlægge aktiviteter eller rette lektier. Efter musik er der en halv times undervisning, og klokken 11 er der frikvarter.
Hver uge skal lærerne holde øje med et bestemt område - vi sidder altså på fodboldbanen eller i cafeteriet eller ved springvandet og holder øje med børnene hele frokostpausen. Der er ingen rigtig pause til lærerne - man spiser i ens område og skal hele tiden holde øje. Frikvarterer varer en halv time. Der er ingen andre frikvarterer i løbet af dagen, så teoretisk set har de ingen pause i løbet af de tre timer om formiddagen og eftermiddagen. Jeg giver dog som regel mine en bitte pause hver time, for ellers er de ikke til at holde ud, haha!
Efter frikvarteret skifter klasserne. Rød går til spansk og blå kommer til engelsk. Spansk klasseværelset er lige ved siden af. Resten af eftermiddagen indtil 14.50 er der undervisning. I den kommende uge handler det om grammatik og helte!
Mandag og onsdag er børnenes uniform "galla", hvilket er blå bukser/nederdel, sorte sko, hvid skjorte og rød sweater.

Vi havde en lille prøve-eksamen for, at jeg kunne vurdere hvad deres engelsk kundskaber var.
En af pigerne gav dette svar, da hun blev bedt om at skrive fem sunde madvarer :D 

Tirsdag: Undervisning med rød hele formiddagen. Efter frikvarteret kommer blå til engelsk og kl.13 har hele fjerde klasse gymnastik. De har 45 minutter, og der er ikke bad eller noget bagefter.
Tirsdag og torsdag er der gymnastik, og derfor er uniformen et specifikt joggingsæt med skolens logo, en gul polo, og hvide gummisko.

Onsdag: Undervisning med rød indtil kl.9.15, hvor de har computer. En computer-time varer 45 minutter, og jeg ved ærligt talt ikke rigtigt, hvad de laver. Noget med computere, vel :P
Der er hhv. 14 og 16 elever i mine to klasser, og omkring 60% er drenge, og de æææælsker computer. Pigerne vil hellere have skak, men det har de kun mellem første og tredje klasse. Ja, du læste rigtigt - i de små klasser har de hver uge en times undervisning i skak :O

Fra venstre mod højre: Mig, Annie (Ximenas undervisningsassistent), Naza (Ximenas veninde), Mara (Nazas udviklingshæmmede datter, som også går op skolen), og Ximena

Torsdag: Undervisning med rød hele formiddagen, og efter frikvarteret kommer blå til engelsk. Der er igen gymnastik kl.13.

Fredag: Undervisning med rød hele formiddagen. Klokken 11.30 kommer blå til engelsk og kl. 12.30 har de "værdi"-klasse. Her lærer de om forskellige værdier, f.eks. solidaritet, ansvarlighed, ærlighed, moral, etc. Det er basalt set undervisning i at være et godt menneske.
Uniformen er valgfri om fredagen, og her kommer børnene altså i deres eget tøj og er næsten ikke til at kende. I løbet af ugen skal alle pigerne have håret oppe, og de fleste har store sløjfer og glimmer i deres hestehaler og rottehaler, men fredag er det tilladt med løst hår.
Skolen slutter officielt 14.50 alle dage, men man skal blive i sit klasseværelse, indtil alle børnene er hentet, hvilket oftest er indtil 15.30. Nogle dage er der stadig børn halv fire, men der har vi officielt fri, så efter 15.30 er det tilladt at aflevere børnene på skolens kontor, så de kan vente der, indtil deres forældre kommer. En af mine unger må ofte vente til efter fire før han bliver hentet - det er virkelig synd!

I weekenden var vi en tur i bjerg-byen Real del Monte. Skøn lille by!

Hmm, det var vist overspringshandling nok. Jeg må hellere få planlagt næste uges undervisning. Heldigvis får hver lærer udleveret en iPad mini, der er "vores". På iPad'en er der et virkelig godt planlægningsprogram med indbygget kalender, så det tager mindre tid, end det gjorde i de sidste to uger. Ipad'erne er først blevet klar til brug i torsdags, så indtil nu har vi måttet planlægge i notesbøger og skrive alt ned manuelt. Nu kan vi flytte rundt på undervisningen i iPad'en og skrive digitale noter, så det går meget hurtigere. Fordi vi underviser efter et bestemt program (sistema uno) er det fastlagt, hvad der skal undervises i hver dag i de forskellige uger, og al informationen ligger på iPad'en. Så nu hvor planlægningsappen er klar til brug, burde det ikke tage meget mere end en halv time!

Hver uge uddeler vi "Star of the week" til en elev i hver klasse, der har gjort det ekstra godt. Man vælger selv, hvad det skal uddeles på baggrund af, og så bliver billedet hængt op i klasseværelset, så alle kan se, hvem det er. Jeg har lavet en slags Hall of Fame i mit klasseværelse, så der hver uge kan komme en ny op på væggen, og så man kan se, hvem der er blevet "star of the week" i alle uger i løbet af året. Udover at de får deres billede hængt op i klassen, får de også et 'diplom' med hjem til deres forældre!
I denne uge var det, hvem der var den bedste elev - altså den der lyttede mest, deltog mest og var dygtigst.

Mine to stjerner i denne uge - Sebastián og Emiliano.

Det kan man selvfølgelig ikke gøre hver uge, for så er det altid de samme, der vinder, så i næste uge er det den elev, der er den bedste ven - den der er rarest og hjælper sine klassekammerater mest.

Nå, det var endnu en sidehistorie!

Jeg håber alle har det godt derhjemme :)

Min mexicanske opholdstilladelse - jeg er meget træt af, at jeg skulle tage mine briller af
 og skrabe mit hår hen til siden :(

Dag 51: Flagceremoni

Man må sandelig sige, at skolen er startet nu. Min anden uge som folkeskole-lærer startede i dag :O Og det er hårdt. Virkelig hårdt. Det er nogle skønne børn, og begge mine klasser er små (14 og 16 hhv.), men det er alligevel overvældende. Men indtil nu er jeg glad for det, selvom jeg selvfølgelig har reddet mig en slem forkølelse over weekenden!

Det eneste der so far irriterer mig er flagceremonierne. Hver mandag afholder skolen kl.8 en flagceremoni, hvor man hylder det mexicanske flag. Det sker ved, at alle børnene marcherer med højre arm lodret foran brystet og lige ud for kroppen, mens der bliver spillet marchmusik og alle tramper i jorden. Og måske er det fordi krigen er tættere på i Europa end her, men jeg synes helt ærligt, det er skide uhyggeligt. Det minder mig om billederne af Hitler og hans marcherende hær, og håndpositionerne er foruroligende tæt på heil. Selvfølgelig har det ikke noget med det at gøre overhovedet, og de hylder bare deres land og deres flag, men det giver mig simpelthen myrekryb helt ind i sjælen! 

De kan vist generelt godt lide at marchere. Når klokken ringer ind fra frikvarter skal alle børnene stilles på række, stå med en armslængde imellem dem, gøre holdt mod højre og marchere på række hen i klasseværelset. Heldigvis forventes det ikke at lærerne marcherer :D

Det bliver et kort indlæg i dag, for mit hoved føles som en kæmpe vatpind, og jeg skal op om ni timer. Forhåbentligt kommer der mere snart, men det er svært at finde overskud til meget andet end at stene tv og læse. Når jeg kommer hjem fra skole er jeg helt smadret, og al planlægningen skal gøres uden for skoletiden, så jeg bruger mindst en time hver dag på at planlægge ugen og de næste dage. Så efter madlavning og planlægning magter jeg som regel ikke meget andet end at gå i seng :D Men man vænner sig vel til det efter et stykke tid!

Savner jer alle sammen. Især Stine der i weekenden havde en helt fabelagtig polterabend uden mig. Suk!

Dag whatever: skolestart

De sidste to uger har jeg siddet i møder, været på konference, dekoreret klasseværelse, ordnet papirer og holdt forældremøder. So far so good. På mandag starter børnene i skole 😱

Selvom alt er gået okay, er det begyndt at blive hårdt at være her. Vi bor meget tæt i Ximenas hus og er begyndt at gå hinanden på nerverne. Kulturforskellene er blevet meget tydelige efter jeg er startet på arbejde, og jeg er ved at være rigtigt træt af at være høflig og aldrig at kunne sige min mening. Jeg savner det danske køkken og alle de forskellige nationalkøkkener man kan finde derhjemme - her er der to muligheder: mexicansk og burgere. Og ikke mindst savner jeg alle jer og at kende mere end fire mennesker. Ximena og jeg er meget forskellige og har altid været det, men nu er vi sammen hele tiden, og vi vil bare slet ikke det samme med vores tid. 

Jeg har læst mange steder, at det er mega hårdt at flytte til udlandet, men det er først nu, det er ved at gå op for mig, hvor rigtigt det er. Bryllupsrejsen er ovre og nu starter det virkelige liv! 

Jeg er selvfølgelig stadig meget glad for at være her, og jeg prøver at tage det hele som en del af oplevelsen, men lige nu føles livet lidt hårdt. Heldigvis har jeg alle jer derhjemme, der hepper på mig, og det hjælper. Meget! ❤️

På mandag kan jeg hente min opholdstilladelse og så er det hele officielt. Jeg har også lige fået min første løn, så livet er trods alt ikke helt skidt 😃

Dag 35: Sistema Uno konference

De sidste tre dage har jeg været på Sistema Uno konference i Mexico City. Alle skolerne her underviser i bestemte undervisningsprogrammer, og Sistema Uno er det program, min skole underviser efter. Sistema Uno laver undervisningsmateriale og planlægger stort set hele skoleåret. Som lærer får man udleveret en bog hver anden måned, der fortæller hvad man skal undervise i hver uge, hvilke øvelser eleverne skal lave hvornår og hvilke lektier, de skal have for.
Det er rart for mig, der aldrig har undervist før, at jeg ikke selv skal tilrettelægge hele mit skoleår, men at jeg kan tage udgangspunkt i bogen og de fastlagte øvelser, og så nøjes med at ændre i det, når jeg har behov for det.
Konferencen i Mexico City handlede om, hvordan man bruger Sistema Uno programmet, og hvordan man kan spice programmet lidt op med spil og læringsaktiviteter, så det hele ikke bliver for tørt. Det var en rigtigt god konference og jeg lærte virkelig meget, selvom der var lidt for mange af de der friske "nu skal vi have det sjovt med hinanden hele dagen"-typer :D

Jeg var afsted med Ximenas undervisningsassistent, Annie, der også er ny med hensyn til programmet. Hun er virkelig sød og vi kom rigtigt godt ud af det med hinanden, så det var dejligt at hun var med!
Min egen undervisningsassistent er i følge de andre lærere en manipulerende hejre, der heller end gerne vil sladre til rektor om alle de ting, jeg gør forkert. Jeg har arbejdet med hende et par dage i sidste uge, og selvom hun ikke er direkte fjendtlig, er det tydeligt, at hun bestemt ikke vil være min ven.

Ximenas og min bil. Jeg kører i den stort set hver dag!

Udsigten fra Grutas De Tolantongo, hvor vi var i forrige weekend. Ikke dårligt, vel?

Den største forskel på den mexicanske og danske folkeskole er nok, at eleverne kun har to officielle fag: spansk og engelsk. Der er altså en spansklærer og en engelsklærer for hver klasse, samt to undervisningsassistenter. De har selvfølgelig også matematik og naturfag og historie og geografi og alt muligt andet, men det er lagt ind i spansk og engelskundervisningen. Spansklæreren lærer dem de grundlæggende principper og teorier, og engelsklæreren arbejder med emnerne på engelsk, så de får kundskab i at bruge det engelske i deres hverdag. Jeg skal altså undervise i alle fag i min klasse og ikke bare i engelsk.

En anden ting er, at forældrene har enormt meget indflydelse på den daglige gang på skolen. Fordi det er en privatskole, og de betaler for at deres børn kan lære, forventer de også meget. Karakterskalaen er mellem 1 og 10, hvor 5 er dumpet. Jeg har fået at vide, at jeg helst ikke skal give under 8, heller ikke selvom eleven ikke har fortjent mere. Gør man det, bliver forældrene vrede og klager til skolen. De må helst heller ikke få lektier for, kun hvis det er meget vigtigt, for forældrene gider ikke hjælpe dem, og synes det er synd for dem, hvis de skal lave lektier i deres fritid. Jeg synes ikke, børnene er tjent med den type undervisning, for hvordan skal de helt ærligt lære noget af at gå i skole, når det foregår på den måde, så jeg vil gøre mit bedste for at håndtere min klasse, som jeg synes, men hvis rektor siger nej, så er det jo et nej. Børnene starter først d.18, så vi må jo bare se, hvordan det går, men jeg har forældremøde allerede på onsdag, og jeg glæder mig meget til at møde forældrene og snakke med dem om, hvordan jeg har tænkt mig at undervise!

Jeg skal undervise fjerde klasse og der er to hold - et blåt og et rødt. På det blå hold er der 15 elever og på det røde er der 16. I lige uger underviser jeg rødt hold om morgenen og blåt om eftermiddagen, og i ulige uger er det modsat. De har ingen frikvarterer mellem 8-11 og 11.30-15, kun spise pause mellem elleve og halv tolv. Såvidt jeg forstår har de ikke rigtigt pauser i undervisningen, men jeg har nu tænkt mig at holde pauser hver time, så de kan drikke vand og gå på toilettet og sådan.

Min klasse

En af mine dekorationer i mit klasseværelse. Hver måned skal klasseværelset dekoreres efter et bestemt tema,
 og jeg har selvfølgelig valgt "Danmark" som det første tema, så eleverne kan lære mig at kende og
vide lidt om, hvor jeg kommer fra.

En del af haven på skolen.
Stort set alle områderne er dekoreret med vægmalerier

I spisepausen skal jeg være ansvarlig for et bestemt område - sørge for at de holder det hele rent, at de ikke slås, at de spiser ordentligt, og hvad der nu ellers er. Det er altså ikke meget spisepause, jeg selv har. Heldigvis har de gymnastiktimer, computertimer og skaktimer i løbet af ugen, hvor jeg så har "fri". I virkeligheden bruges den tid på at spise og på at planlægge ugens aktiviteter, samt at holde orden i klasseværelset!
Desuden er der stort set et event hver måned (f.eks. Halloween, eller Uafhængighedsdagen), hvor det forventes, at hvert hold arrangerer noget - en sketch, et skuespil, en sang eller noget lignende, og hvor man skal klædes ud i overensstemmelse med eventet. Udover det er der hver uge en flagceremoni, hvor det mexicanske flag hejses, og man synger nationalmelodien. De forskellige lærere skiftes til at være ansvarlig for flagceremonien, så det skal også planlægges. Sidst, men ikke mindst, skal der hver uge gives karakterer, og der er eksaminer hver anden måned. Der er altså nok at se til, men det hele kommer nok, efterhånden som tiden går!

Der er altså både godt og dårligt her i Pachuca, men mest godt. Jeg elsker bjergene og folks venlighed og hvordan alle skilte er malet på husene, istedet for at være sat på med plastic. Til gengæld forstår jeg ikke deres besættelse af gelé, jeg savner ordentligt tryk i vandhanen og mest af alt savner jeg at sove med en dyne, og ikke et lagen!

Mine nye slippers!
Alle gulve er lavet af beton og pålagt stenfliser, så her bliver hurtigt fodkoldt.
Slippers er altså essentielle :D

Endnu en gelékage - man kan få dem alle steder,
og de blævrer næsten selvom de står stille!

Jeg er stadig meget glad for at være her, og jeg glæder mig især til at Ximena og hendes familie kommer hjem fra ferie i morgen. Mexico har indtil videre behandlet mig godt, og hvis jeg forstår den mail, jeg fik fra immigrationsmyndighederne i dag rigtigt, kan jeg hente min opholdstilladelse i løbet af næste uge. Det hele er heldigvis kun lige begyndt :)

Dag 24: lidt om transport

Mange har nok en fordom om at mexicanere kører som vanvittige, og at vejene er noget værre rod - og det er faktisk mere eller mindre sådan det er! 

For mig at se er der tre basale problemer med transport her i Pachuca (og i Mexico generelt):

1) Vejene

2) Bilerne

3) Bilisterne 

Vejene i Pachuca er for så vidt okay. Der er lidt flere huller og uregelmæssigheder end jeg er vant til, men det er ikke så slemt. Det værste er faktisk deres fartbump, der er så usandsynligt høje at man mere eller mindre skal holde stille for at køre over dem uden at skade sin bil. Og der er mange af dem. Virkelig mange. Også på motorvejene. Og kun halvdelen af dem er skiltet. Det giver selvsagt en masse pludselige opbremsninger, hvilket ikke altid er en dårlig ide, for her er så mange biler, at det er svært at komme ud, hvis man holder på en sidevej - der giver fartbumpene den plads man skal bruge for at snige sig ud! 

Der er to slags: dem af asfalt, der klart er de værste og højeste, og som findes på veje rundt omkring i byen og i villakvarterer, og så er der dem af metal som ofte bruges ved officielle bygninger, butikker og i parkeringskældre. Dem af metal kører man bare henover i fuld fart og så ryster hele bilen lidt, mens dem af asfalt kræver fuld opbremsning. Man kører heller ikke udenom huller i vejen, selvom de ofte er 20-30 cm dybe - dem kører man også gladeligt over i fuld fart. Jeg begynder nu at forstå hvorfor der er så mange SUV'er og trucks her :D 

Hvilket leder mig videre til bilerne. Bilerne er i og for sig også okay, der er bare et problem - bilosen her er forfærdelig! Mange af bilerne virker ikke som om de har noget filter på udstødningen og busserne har ihvertfald slet ikke. Og Pachuca er en lille by med kun en halv million indbyggere - problemet er selvsagt meget værre i Mexico City og de andre store byer! Alligevel får jeg stadig hovedpine og ondt i halsen af al den dårlige luft. Jeg håber det går over snart eller at jeg vænner mig til det! 

Til sidst er der bilisterne. På trods af de dårlige veje og de mange (og oftest uskiltede) fartbump kører de gladeligt 110 km/t i en 50-zone eller 80 i en 40-zone. Det der med fartgrænser tager man ikke så alvorligt. De er heller ikke blege for at skifte baner uden varsel, parkere midt i et kryds eller bremse pludseligt op. 

I morgen får jeg overleveret nøglerne til firhjulstrækkeren og kan selv bevæge mig ud i trafikken, hvilket er rart, for man skal helst ikke gå rundt alene efter mørkets frembrud. Jeg håber jeg klarer mig :O 

Som en lille sidenote kan jeg fortælle at "busserne" i byen består af helt almindelige varevogne, hvori der er indsat sæder rundt i kanten bag i bilen. Og selvom der kun er siddeplads til 8-10 mennesker kan der sagtens være 25-30 mennesker med bussen. Man lærer ihvertfald de lokale at kende - og så for kun 3,5 danske kroner :D

Dag 18: Alle rejser

23 grader og sol. 

I dag rejser Ximenas forældre op til San Diego for at sige farvel til hendes søster, der flytter til Finland. Samtidig skal hendes bror og hans to døtre tilbage til Mexico City, fordi de skal til Playa del Carmen i morgen. Så hele huset stresser og der er kufferter overalt! Ximena rejser til San Diego d.30, og derefter er det kun mig og hendes mormor i huset. Jeg skal starte på arbejde d.5 august og Xime kommer først tilbage d.11, så det bliver spændende hvordan jeg klarer de første dage uden hjælp! 

I dag var vi først i banken for at betale mit visumgebyr, derefter hentede vi mine billeder til ansøgningen hos en fotograf. Så kørte vi hen til skolen, hvor jeg skal bo og arbejde, og fik taget en masse kopier af skolens officielle dokumenter, og til sidst kunne vi køre hen i immigrationsmyndighederne og aflevere min endelige ansøgning. Det tager omkring tyve dage før de har færdigbehandlet den, og efter det skulle det hele gerne være i orden og jeg kan få min opholdstilladelse. 

Vi kørte også hen og snakkede med telefonselskabet, for jeg skal jo have et mexicansk nummer, men det er sindssygt dyrt herovre. Et helt basic abonnement med 200 MB data koster omkring 300 kr om måneden, og man binder sig for 18 måneder. Et abonnement svarende til mit danske telmore abonnement vil koste omkring 600 kr om måneden i atten måneder. Det er helt vanvittigt! Så nu prøver jeg at undersøge alle selskaberne for at finde noget til en rimelig pris!! 

En rigtig god nyhed er til gengæld, at jeg kun har præsteret at finde 2-3 typer slik og chips jeg kan lide. Måske man så spiser lidt mindre, haha :D 

Dag 17: Pachuca

Så endte vi endelig i Pachuca efter en meget lang rejse-dag fra Cabo San Lucas. Der kommer mere om vores tur til Cabo senere, men i dag vil jeg bare lige opdatere på, hvad der er sket i de sidste par dage. 

Vi ankom til Pachuca i forgårs kl.23:45. Pachuca er byen hvor jeg skal bo og arbejde det næste års tid, og i starten bor jeg hos Ximena og hendes forældre, indtil rektor Ana Luisa får gjort mit værelse klar (hun bygger vist også et badeværelse?!). Hos Ximena bor også hendes 94-årlige mormor, der er på plejehjem alle hverdage, og som derfor kun er der om aftenen. Udover det, er der lige nu besøg af Ximenas bror, Gustavo, og hans to døtre. Der er fuldt hus, men Gustavo og hans døtre er simpelthen så skønne, så det gør ikke det mindste! 

I dag har vi været hos immigrationsmyndighederne og fået klar besked omkring, hvad der skal gøres nu, for at jeg kan få min opholdstilladelse. Vi har også været henne og fået taget billeder til mit visum og udfyldt en masse papirer. I morgen skal vi hente billederne, betale visa-gebyr, mødes med rektors datter, udfylde flere papirer og en masse andre ting. Ximenas forældre rejser til San Diego i morgen og Ximena rejser d.30, så der er en masse, der skal styr på før da. 

Anyways, klokken er 23:47, og jeg kan knapt holde øjnene åbne, så sengen kalder. I morgen bliver en lang dag, men forhåbentlig kan vi få afleveret min visum-ansøgning. Det er begyndt at gå op for mig nu, at jeg ikke skal hjem før om lang tid, og det føles meget mærkeligt og overvældende. Jeg fik snakket med mine forældre over Skype i dag, og det gjorde virkelig godt. Alting blev pludselig bedre og nemmere at håndtere, så det var rigtigt dejligt! 

Hasta luego (vi ses senere) :P 

Dag 9: 39 grader i skyggen

I dag er det varmt. Meget varmt. Så varmt at sveden bogstaveligt talt begynder at løbe, bare jeg går fra mit værelse og hen til køkkenet! Det er ulideligt at være ude, så derfor har jeg været indenfor på hostelet det meste af dagen. 

I går blev jeg hentet på mit hostel kl.7:30 af Jonathan, som var min dykkerinstruktør. Jeg havde booket mine første dyk som certificeret dykker og blev sammen med to britiske piger kørt ud til havnen. Vi sejlede igen til Los Islotes med søløverne og denne her gang kom vi helt tæt på nogle meget store hanner. De er omkring 2-2,5 meter lange og vejer omkring et ton, og de har foruroligende store tænder, når man kommer helt tæt på. De gør dog ikke noget, kun hvis man kommer for tæt på kolonien eller direkte provokerer dem, og det gjorde vi selvfølgelig ikke. Vi var de eneste dykkere der den dag, så det var fredeligt og roligt. Der var dog ret stærk strøm, så vi fik svømmet meget og det kan mærkes i benene i dag. 

Vi havde to dyk i søløvekolonien og til det tredje dyk sejlede vi hen til Swanee revet. Det er et fint lille rev med masser af papegøjefisk (som er en af mine yndligs), moræner og kæmpe stimer af jacks. Vi så også en stor gruppe gulfinnet tun på omkring 15-20 stykker, og det er ret usædvanligt. Vi var selv sagt helt oppe at køre over det bagefter :D 

Jeg blev brændt på min arm og min fod og i ansigtet af nogle små brandmænd, men det er heldigvis gået over i dag. Udover det har jeg skåret mig i fingeren på bådstigen og fået store blå mærker på skinnebenene. Når man sejler i en panga, som er en lille båd med påhængsmotor, hænger der som regel en aftagelig stige på siden. Problemet med stigen er, at det første trin som regel kun lige rammer overfladen af vandet, og når man så skal op skal man hive sig selv op til ens fod kan stå på det nederste trin. Når man har slappe armmuskler og ekstra polstring bagpå kan det altså være ret svært at komme op, og selv de forholdsvis tynde britiske piger havde problemer. Jeg har dog forbedret min teknik markant og på det sidste dyk kom jeg op uden at slå mig selv! 

Vi blev ret sent færdige, så jeg var kun hjemme i La Paz omkring kl.18. Alle tre dyk var med forholdsvis stærk strøm, så jeg var rigtigt træt i kroppen og gik i seng omkring kl.21. I dag kan det godt mærkes i benene, men på den der lækre "jeg-har-faktisk-lavet-noget-fysisk"-måde!

I morgen kommer Ximena. Jeg har reserveret en lejebil til os og planen er, at vi bliver her i La Paz indtil fredag og så tager vi ned til Cabo og ser, hvad der er dernede. Det er en køretur på omkring to en halv time, og hvis vi får tid tager vi nok også et lille smut forbi det originale Hotel California. Hasta luego! 

Dag 5: open water diver

I dag bestod jeg mit dykkerkursus, oven i købet med ros fra min instruktør, Jonathan, der sagde at jeg var god til at være neutrally bouyant :D 

Vi havde tre dyk i dag: det første var på Salva tierra, som er et skib, der sank i 70'erne da det sejlede på et rev. Endnu en gang holdt der en skildpadde til på dækket, denne gang var det en hawksbill. Næste dyk var på selve revet, Swamee, hvor vi svømmede midt ind i en gigantisk stime af jacks - der var tusinder og tusinder af fisk og inde i stimet var der helt mørkt. Nogle søløve unger jagede lidt rundt i stimen, men gav hurtigt op. På det sidste dyk var der masser af tropiske fisk og vi så en enkelt rokke, der hyggede sig på bunden :D 

Uanset hvordan jeg prøver at holde mig ude af solen bliver jeg stadig solbrændt. I dag dog kun en lille smule på armene! 

Det er 37-39 grader og luftfugtigheden er ret høj, så det er ulideligt at være udenfor. Det gælder om at komme fra A til B så hurtigt som muligt, og kun hvis B har aircondition!! 

Det hostel jeg bor på er lille, men hyggeligt. Jeg bor på et værelse med fire senge, men kun en enkelt nat har der været en anden pige - alle de andre dage har jeg haft privat værelse. Der er et pige og et drenge-værelse, men drengeværelset er også tomt. Der bor et enkelt par på dobbeltværelset, men de gider ikke rigtigt snakke, hvilket egentlig er okay, for jeg har været helt smadret indtil nu. Det der dykning er hårdt, når man ikke er vant til det! 

I morgen holder jeg min første "fridag", siden jeg ankom i mandags. Jeg regner med at lave ingenting overhovedet. Og jeg glæder mig allerede :D

Dag 4: Open Water kursus

Jeg startede på mit PADI Open Water Dive kursus i tirsdags, og jeg kunne slet ikke lide det. Jeg var meget stresset og fandt det virkelig ubehageligt at trække vejret under vandet. Jeg var ved at gå i panik nogle gange, og overvejede faktisk meget seriøst at droppe det hele og sige "Nå, det var det - jeg klarede det ikke!". Det eneste der stoppede mig var at jeg allerede havde betalt! Heldigvis gjorde jeg det ikke, for dag to var helt forrygende.

Normalt har man to dages teori og pooltræning og så to dages havdyk. Fordi der var en bunke amerikanere, der havde chartret en båd fra dykkercenteret til at tage ud til Los Islotes fik jeg muligheden for at komme i havet allerede på dag to. Og hvilket hav!!

Los Islotes består af tre totalfredede øer, hvoraf den største er Espiritu Santo. På Espiritu Santo er der en stor søløvekoloni med omkring 350 søløver, der alle er vant til dykkere og gerne vil lege. Mit allerførste havdyk bestod altså i at svømme og lege med søløver og der var mange unger imellem!! De var meget nysgerrige og kom hen og ville snuse til en og gerne bide i arme og ben og hvad der ellers hang og dinglede. De bed ikke hårdt, de nappede bare, ligesom hundehvalpe og kattekillinger.

Det andet dyk foregik på den anden side af søløvekolonien, hvor de større hanner holdt til. Her fik vi besked på ikke at svømme for tæt på klipperne, fordi hannerne er territoriale. Vi måtte heller ikke holde fingrene ude, men skulle holde dem tæt på kroppen. De gjorde dog overhovedet ikke noget. Da jeg havde lavet mine øvelser, som jeg havde trænet dagen før, svømmede min dykkerinstruktør Jonathan og jeg tilbage til båden (Nåja - jeg er den eneste på kurset, så jeg får privatundervisning!).
Jeg havde ikke lyst til at gå op af vandet og blev og snorklede lidt, mens vi ventede på at amerikanerne skulle komme tilbage. Der kom en søløve hen til båden og "satte" sig på undersiden af båden og kiggede på mig. Efter et stykke tid besluttede den sig vist for, at jeg var ufarlig, for den kom helt hen til mig og svømmede rundt om mig. Efter nogle minutter fandt den en fiskestime og begyndte at jage lidt for sjov kun et par meter væk fra mig.

På vej hen til det tredje dyk blev vi fulgt af en flok delfiner, der svømmede foran båden og sprang fuldstændig som man ser på film. Da Jonathan et kvarters tid senere skulle give mig en briefing om hvilke øvelser, vi skulle træne på det sidste dyk, hørte jeg overhovedet ikke efter. Tyve-tredive meter fra båden begyndte en flok ørne-rokker på måske en fem-seks stykker at springe op af vandet!!! Jeg var fuldstændig væk, for det er noget, jeg altid har villet se, og Jonathan blev vist lidt irriteret over, at jeg ikke hørte efter, men det måtte altså lige vente - hallo, dream come true happening!
Da rokkerne var færdige med at springe blev jeg orienteret om det tredje dyk, der skulle foregå på vraget af et kinesisk skib, Fang Ming. Det var sunket forholdsvis dybt, så vi nøjedes med at svømme rundt over det øverste dæk og ikke rundt om selve skibet. Amerikanerne var helt nede om skibet, men de var mere erfarne end mig. Til gengæld var Jonathan og jeg de første til at opdage den kæmpestore Carey-skilpadde, der svømmede rundt ovenpå broen. Hvad mere kan man lige ønske sig?!

Det var først på vej tilbage mod fastlandet, at jeg opdagede at jeg slet ikke havde haft problemer med at trække vejret. Jeg havde lidt svært ved at justere min opdrift, men det er vist meget almindeligt. Jeg var tydeligvis for lykkelig til at opdage, at jeg troede jeg skulle dø :D

I dag har jeg så haft min sidste dag i pool og i morgen skal jeg have den endelige eksamen og mine sidste havdyk, og så burde jeg i morgen aften kunne kalde mig Open Water diver!

Såvidt jeg lige har forstået skal dykkene i morgen foregå på et skib, der er sunket oven på et rev,  Salva Tierra. Jeg skal lave en masse øvelser, som er lidt sværere, men det gik okay i poolen i dag, så det skal nok gå. Jeg havde et enkelt øjebliks panik i dag, hvor mit mundstykke blev fyldt med vand, så når jeg prøvede at trække vejret kom der vand ind i stedet. Der glemte jeg al træningen og svømmede direkte mod overfladen helt panisk. Det er utroligt hvor hurtigt man glemmer alt, når frygten sætter ind!

Anyways, La Paz er et herligt sted. Efter i morgen skal jeg have en fridag eller to, for jeg har endnu ikke holdt fri, siden jeg kom. Jeg trænger til en lang nattesøvn og en dag, der ikke er så udmattende. Udover det skal jeg vist pleje min hud - det er ikke sundt at være omgivet af vand og bade dagen lang i den bagende sol. Jeg er blevet ret så solbrændt på ryggen og på armene og på mærkværdig vis på knæene. Så på lørdag skal jeg nok bare hænge ud på mit, i øvrigt fremragende, hostel og nyde airconditionen og læse en god bog. Jeg glæder mig allerede!

Dag 1: La Paz, Baja California

Når man sidder og spiser quesadillas med guacamole og frijoles under en palmedækket terrasse er det svært at forstå, at jeg for to døgn siden var ved at pakke min lejlighed i København og ikke skal tilbage det første lange stykke tid. 

Noget andet der heller ikke er til at forstå er hvordan mennesker hernede kan gå rundt i skinny jeans og lange ærmer, når det er 35 grader og luftfugtigheden er over 90 😳

Tid til en lur - den lange rejse sidder tungt i kroppen! 

Phew

Miraklernes tid er åbenbart ikke forbi! 

Når man ansøger om en arbejdstilladelse i Mexico tager det op til 30 dage at godkende arbejdsgiveren og op til 20 dage at godkende den ansatte. På grund af Ana Luisas forbindelser i de mexicanske immigrationsmyndigheder fik jeg min arbejdstilladelse på bare fire dage. 

Da jeg fik den, var jeg i sommerhus i Slagelse med mine forældre. Jeg skyndte mig at skrive til den mexicanske ambassade i København og måtte hu-hej-vilde-dyr tage ind på ambassaden i Bredgade. Der fik jeg lavet mit midlertidige indrejse-visum på bare fyrre minutter! Sjældent har jeg været så lettet!!

Nu har jeg så endelig alt det administrative, der skulle gøres herhjemme. Når jeg rejser ind i Mexico på søndag har jeg så 30 dage til at registrere mig hos myndighederne i Pachuca og få den endelige opholdstilladelse. 

Men først står den på to ugers ferie i Baja California 🏊🏄🎣🍹

Jeg ankommer til Mexico City på mandag d.7/7-2014, og skal videre til La Paz i Baja samme dag. Ximena og Ana Luisa kommer ind og siger hej før jeg skifter fly, så jeg officielt kan møde Ana Luisa og sige hej til Xime! 

Allerede tirsdag skal jeg starte på mit Open Water dykkerkursus og d.16 kommer Xime ned til Baja. 

Efter alle de bekymringer jeg har haft med visumerne, bliver det herligt at kunne ligge på stranden, snorkle, dykke, paddleboarde, surfe, spise og drikke mig gennem La Paz. Life is good!!

Afventer

Hvor er det frustrerende, når man bare venter og ikke selv har nogen indflydelse på noget. Hele processen med arbejdstilladelsen er ikke noget, jeg selv kan ordne - det er 100% Ximena og Ana Luisa, der står for det, og jeg føler mig simpelthen så hjælpeløs. Det er en hæslig fornemmelse at overlade noget så vigtigt til andre, mens man selv sidder på den anden side af jorden og bare kan håbe på, at det hele foregår som det skal!

I dag er jeg begyndt at pakke mine ting ned. Jeg har indtil videre kun pakket mine sko og mit tøj, men i det mindste er jeg begyndt. Det er svært at tage mig sammen til virkelig at pakke det hele ned, for jeg tror stadig ikke helt på det. Der er umiddelbart ikke rigtigt noget, der kan gå galt, men jeg har stadig meget svært ved at forstå, at jeg om lidt flytter til Mexico et helt år. Jeg tror ikke, jeg forstår det fuldt ud, før jeg for alvor begynder på at arbejde. Lige nu er det en drøm, noget mig og Ximena kan dele, noget vi taler om hele tiden, og vi lægger planer for, hvad vi skal lave og hvilke træningshold, vi skal gå på, og hvordan vi skal fejre jul. Det er meget uvirkeligt. Jeg føler stadig, der er meget, der kan gå galt, og som om det er langt væk, selvom det i virkeligheden er meget tæt på (to uger!). Jeg har ikke helt fået afklaret, hvad der sker, hvis jeg ikke får min opholdstilladelse før skolestart - om jeg kan starte lidt senere eller hvordan. Men det får jeg nok ikke afklaret før i allersidste øjeblik, for det bliver på et meget hængende hår med det visum. Everything hangs in the balance.

Residente Temporal

Jeg er så småt gået i gang med at skaffe en mexicansk arbejds- og opholdstilladelse - en proces der både er besværlig og tidskrævende. Tid som jeg ikke har.
Der er fire trin, når man vil have et residente temporal visum, som er en kombineret arbejds- og opholdstilladelse, der tillader en at bo og arbejde i Mexico i ét år.

1) Indsamling af dokumenter. For at få arbejds- og opholdstilladelse skal man bevise at man er en "god og retskaffen borger". Det inkluderer bevis for uddannelse og fødselsattest, samt bankudskrifter. Alle papirer skal legaliseres med et såkaldt apostille-stempel - et bevis for at at det, der står i dokumentet, er i overensstemmelse med gældende lovgivning og kan tages for gode varer i udlandet. Det skal gøres i det danske udenrigsministerium (som selvfølgelig kun har åbent mellem 10 og 13) og koster 170 kr per dokument.

2) Den mexicanske arbejdsgiver skal søge om arbejdstilladelse hos de mexicanske immigrationsmyndigheder. For at vise at man er finansielt uafhængig og har en 'sponsor' og en fast indtægt skal arbejdsgiveren søge om en arbejdstilladelse på den kommende ansattes vegne. Jeg skal altså scanne alle mine legaliserede dokumenter, så Ana Luisa, der er rektor på skolen i Pachuca, kan ringe til sine advokater, der derefter søger om en arbejdstilladelse til mig. Herefter er det op til immigrationsmyndighederne at godkende min/vores ansøgning om arbejdstilladelse.

3) Der skal søges om opholdstilladelse hos det mexicanske konsulat i København. Først når jeg har fået en arbejdstilladelse kan jeg søge om en opholdstilladelse. Det kræver ikke det store - pas, en udfyldt ansøgning og foto - men det SKAL gøres på ambassaden i København. Det skal altså gøres, FØR jeg rejser. Der er ingen mulighed overhovedet for at søge om det i Mexico - man kan ikke opgradere sit turist-visum til en opholdstilladelse.

4) Ved ankomst i Mexico har jeg 30 dage til at finde vej til det immigrationskontor, der er tættest på min nye adresse og få udstedt mit officielle residente temporal visum. Når jeg det ikke indenfor 30 dage bliver jeg deporteret.

Jeg har under tre uger til jeg rejser. 13 hverdage. På de 13 dage skal jeg altså sende mine dokumenter til Mexico, Ana Luisa skal ansøge om arbejdstilladelse, ansøgningen skal godkendes af de mexicanske immigrationsmyndigheder, og først herefter kan jeg tage ind på ambassaden i Bredgade og søge om en opholdstilladelse. Jeg kan slet, SLET ikke se det ske på den tid. Bureaukrati går langsomt og især i Mexico.
Hvis jeg er meget heldig kan ambassaden i København få udstedt mit visum på 2-3 dage, men det kræver stadig, at alt det andet ordnes på ti dage. Hvis det ikke bliver ordnet, skal jeg tage hjem fra Mexico som planlagt d.30 juli, få lavet mit visum på 3-4 dage, for herefter at flyve tilbage til Mexico og starte på arbejde d.6 august. En meget dyr fornøjelse i og med at en flybillet koster mellem 8000-10.000 kr. Det vil jeg selvfølgelig meget gerne undgå, men jeg begynder at tro, at det er den eneste udvej.

Jeg er meget frustreret over hele situationen. Jeg kan ikke tænke på andet og er lammet af panik. Jeg går hele dagen og venter og tjekker min mail tredive gange om dagen. På den ene side tænker jeg: "Det er jo bare penge", men på den anden side er det penge, jeg ikke har, og som jeg vil være nødt til at låne, enten af mine forældre eller af banken.
Jeg burde tage det roligt og tænke, at det nok skal gå, for det skal virkelig nok gå uanset hvad. Det ved jeg godt inderst inde, men det ændrer ikke på, at jeg ikke kan sove om natten. Jeg kan ikke tænke på andet, og det er frygteligt. Jeg har ikke tænkt mig at give op - selvfølgelig skal jeg have det visum og det arbejde, også selvom det bliver dyrt. Det er en fuldstændig enestående mulighed, og jeg har ikke tænkt mig at smide den væk!

På en eller anden syg måde er det vel også passende - det ville være absurd, hvis det hele gik så nemt med at flytte til den anden side af jorden. Jeg har stort set fået jobbet forærende, og jeg har oven i købet venner, dér hvor jeg skal hen, så måske er det fair nok, at det med opholdstilladelsen er lidt besværligt. Hvis bare jeg kunne sove om natten :/

Mig og Mexico

Den første gang jeg var i Mexico var i sommeren 2008. En veninde havde været på skildpadde-lejr i Mexico, og jeg blev overbevist om, at det skulle jeg også. Jeg fandt hurtigt et frivilligt ophold i Zihuatanejo, betalte gebyret på sølle 1500 kr og købte en flybillet. I og med at der ikke var nogen, jeg kendte, der ville med, måtte jeg tage afsted alene. Halvvejs rundt om jorden til et meget fremmed sted. Alene.

Der var kun én af hankøn på campen - resten var piger mellem 13 og 23 år. Vi var fire europæere og omkring otte mexicanske piger. De europæiske piger havde en forfærdelig attitude og var ikke særligt rare at være sammen med, så vi blev hurtigt 'adskilt' i to kliker - de spanske piger og den franske i den ene, og mig og alle mexicanerne i den anden. Især én af pigerne blev jeg rigtigt gode venner med - Ximena. Efter to uger på stranden i Zihua havde jeg planlagt en måneds rundrejse alene, men jeg skar en uge væk, da jeg blev inviteret hjem til Ximena og hendes familie i Pachuca.

Mange af pigerne var ikke vant til øl. Det fik dansken hurtigt lavet om på!
ViMEX voluntarios internationales work camp, Zihua 2008

Hele hendes familie, selv hendes 80-årige mormor der ikke talte engelsk, tog virkelig godt imod mig og var gæstfrie og gjorde alt for, at jeg havde det godt. Det var hårdt at tage afsted igen, for selvom vi kun havde kendt hinanden i tre uger var vi blevet gode venner. Der sker noget, når man bor sammen og arbejder sammen og i øvrigt er rigtigt væk fra sin familie i længere tid for første gang.
Da jeg tog hjem holdt vi kontakten. Året efter kom hun til Sverige på udveksling. Jeg viste hende rundt i København og på Bornholm, og hun holdt jul med mig og min familie. Da jeg var i USA forlængede jeg min rejse med en uge og fløj til Mexico for at bruge en uge med hende og hendes forældre i Acapulco. De seneste år har der været længere imellem e-mails'ene, da jeg har haft travlt med mit studie og Ximena har kæmpet med nogle personlige problemer.

Ximena og Nanna, jul 2009

Det seneste halve år er der kommet hul igennem igen, og vi har sendt emails frem og tilbage et par gange om ugen, og vi kommenterer på hinandens Instagram og Twitter og skriver sammen på Whatsapp. En dag snakker vi om, at jeg snart er færdig, og at jeg ikke helt ved, hvad der så skal se. Jeg nævner, at der er mange europæere, der tager til Asien og underviser i engelsk et års tid, og spørger hende, om hun tror, jeg vil være egnet til at undervise? Hun svarer, at selvfølgelig er jeg det, og at de faktisk mangler en engelsklærer på den skole, hvor hun selv arbejder som lærer. Hun får hurtigt snakket med sin rektor, og efter bare et par dage Skyper jeg med Ana Luisa Reynoso, der er rektor og ejer af Hans Christian Andersen Rainbow School and Kindergarten. Hun synes, det lyder fantastisk og på baggrund af, hvad Ximena har sagt om mig, vil hun gerne hyre mig som lærer for et års tid.

Og her, bare en uge efter, sidder jeg så med visumansøgninger og dokumenter, der skal legaliseres, og en tre-ugers rejse til Mexico, der måske først slutter om et år. What a difference a day makes!