Mig og Mexico

Den første gang jeg var i Mexico var i sommeren 2008. En veninde havde været på skildpadde-lejr i Mexico, og jeg blev overbevist om, at det skulle jeg også. Jeg fandt hurtigt et frivilligt ophold i Zihuatanejo, betalte gebyret på sølle 1500 kr og købte en flybillet. I og med at der ikke var nogen, jeg kendte, der ville med, måtte jeg tage afsted alene. Halvvejs rundt om jorden til et meget fremmed sted. Alene.

Der var kun én af hankøn på campen - resten var piger mellem 13 og 23 år. Vi var fire europæere og omkring otte mexicanske piger. De europæiske piger havde en forfærdelig attitude og var ikke særligt rare at være sammen med, så vi blev hurtigt 'adskilt' i to kliker - de spanske piger og den franske i den ene, og mig og alle mexicanerne i den anden. Især én af pigerne blev jeg rigtigt gode venner med - Ximena. Efter to uger på stranden i Zihua havde jeg planlagt en måneds rundrejse alene, men jeg skar en uge væk, da jeg blev inviteret hjem til Ximena og hendes familie i Pachuca.

Mange af pigerne var ikke vant til øl. Det fik dansken hurtigt lavet om på!
ViMEX voluntarios internationales work camp, Zihua 2008

Hele hendes familie, selv hendes 80-årige mormor der ikke talte engelsk, tog virkelig godt imod mig og var gæstfrie og gjorde alt for, at jeg havde det godt. Det var hårdt at tage afsted igen, for selvom vi kun havde kendt hinanden i tre uger var vi blevet gode venner. Der sker noget, når man bor sammen og arbejder sammen og i øvrigt er rigtigt væk fra sin familie i længere tid for første gang.
Da jeg tog hjem holdt vi kontakten. Året efter kom hun til Sverige på udveksling. Jeg viste hende rundt i København og på Bornholm, og hun holdt jul med mig og min familie. Da jeg var i USA forlængede jeg min rejse med en uge og fløj til Mexico for at bruge en uge med hende og hendes forældre i Acapulco. De seneste år har der været længere imellem e-mails'ene, da jeg har haft travlt med mit studie og Ximena har kæmpet med nogle personlige problemer.

Ximena og Nanna, jul 2009

Det seneste halve år er der kommet hul igennem igen, og vi har sendt emails frem og tilbage et par gange om ugen, og vi kommenterer på hinandens Instagram og Twitter og skriver sammen på Whatsapp. En dag snakker vi om, at jeg snart er færdig, og at jeg ikke helt ved, hvad der så skal se. Jeg nævner, at der er mange europæere, der tager til Asien og underviser i engelsk et års tid, og spørger hende, om hun tror, jeg vil være egnet til at undervise? Hun svarer, at selvfølgelig er jeg det, og at de faktisk mangler en engelsklærer på den skole, hvor hun selv arbejder som lærer. Hun får hurtigt snakket med sin rektor, og efter bare et par dage Skyper jeg med Ana Luisa Reynoso, der er rektor og ejer af Hans Christian Andersen Rainbow School and Kindergarten. Hun synes, det lyder fantastisk og på baggrund af, hvad Ximena har sagt om mig, vil hun gerne hyre mig som lærer for et års tid.

Og her, bare en uge efter, sidder jeg så med visumansøgninger og dokumenter, der skal legaliseres, og en tre-ugers rejse til Mexico, der måske først slutter om et år. What a difference a day makes!