Hvor er det frustrerende, når man bare venter og ikke selv har nogen indflydelse på noget. Hele processen med arbejdstilladelsen er ikke noget, jeg selv kan ordne - det er 100% Ximena og Ana Luisa, der står for det, og jeg føler mig simpelthen så hjælpeløs. Det er en hæslig fornemmelse at overlade noget så vigtigt til andre, mens man selv sidder på den anden side af jorden og bare kan håbe på, at det hele foregår som det skal!
I dag er jeg begyndt at pakke mine ting ned. Jeg har indtil videre kun pakket mine sko og mit tøj, men i det mindste er jeg begyndt. Det er svært at tage mig sammen til virkelig at pakke det hele ned, for jeg tror stadig ikke helt på det. Der er umiddelbart ikke rigtigt noget, der kan gå galt, men jeg har stadig meget svært ved at forstå, at jeg om lidt flytter til Mexico et helt år. Jeg tror ikke, jeg forstår det fuldt ud, før jeg for alvor begynder på at arbejde. Lige nu er det en drøm, noget mig og Ximena kan dele, noget vi taler om hele tiden, og vi lægger planer for, hvad vi skal lave og hvilke træningshold, vi skal gå på, og hvordan vi skal fejre jul. Det er meget uvirkeligt. Jeg føler stadig, der er meget, der kan gå galt, og som om det er langt væk, selvom det i virkeligheden er meget tæt på (to uger!). Jeg har ikke helt fået afklaret, hvad der sker, hvis jeg ikke får min opholdstilladelse før skolestart - om jeg kan starte lidt senere eller hvordan. Men det får jeg nok ikke afklaret før i allersidste øjeblik, for det bliver på et meget hængende hår med det visum. Everything hangs in the balance.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar