Dag 105: tyrefægtning og hysteriske forældre

Når man står med 30 skrigende børn, der ikke vil sætte sig ned eller høre efter, går tiden langsomt. Hysterisk langsomt. Men pludselig er ugen slut, det er midten af oktober, man har været her i 3 måneder, og det går op for én, at hvis man blinker, er året gået. Det er som om tiden forekommer i ryk; den ene dag er hvert minut som en hel time, men pludselig krænger det over, og så går der flere dage, uden at man opdager det.

Det er i dag d.19 oktober, og det er 19 dage siden jeg har skrevet et indlæg. Umiddelbart synes jeg ikke, jeg har lavet det store, men så alligevel; jeg har shoppet, drukket drinks, været til tyrefægtning, spist urimelige mængder tacos, drukket kaffe, ledt efter spansk-undervisning, blevet spurgt om jeg afholder privatundervisning i engelsk, inviteret til abe-fest, kørt lange ture i bil, vækket vagterne for at blive lukket ind kl.4 om morgenen, danset, planlagt eksaminer, og forsøgt at afholde en dansk pigeaften. Så lidt sker der da!

Herligt skrivebord som jeg meget seriøst overvejede at købe,
selvom det selvfølgelig er til børn!

Onsdag aften er der happy hour på Texas Ribs.
Der har vi været en enkelt gang eller to :D

Det er ved at blive koldt, og fordi de ikke har
opvarmning i deres huse, og alle gulvene
er fliser, er man nødt til at have noget på fødderne
for ikke at fryse

Lad mig starte med det tyrefægtning dér. Jeg har fået meget kritik, og folk er åbenbart meget rasende over, at jeg har været inde og se en tyrefægtningskamp. Det er utroligt, at en enkelt handling så langt væk kan vække så meget vrede. Men så igen - vi er biologer; vi har dedikeret vores liv til dyr og deres velfærd og bevarelse, så jeg forstår det godt. Derfor er jeg også meget ambivalent overfor tyrefægtning.
Jeg har altid været imod det. Altid. Jeg synes, det var en forfærdelig praksis og dyremishandling, men uden egentlig at vide hvad der egentlig foregik i arenaen. Da jeg blev inviteret med, havde jeg det først meget stramt med det, men jeg var også meget nysgerrig.

Før jeg flyttede fra Danmark bestemte jeg mig for, at det her Mexico eventyr skulle være en stor oplevelse. Ikke noget med at sidde derhjemme og gemme mig, som jeg plejer. Jeg skal ud og opleve noget og se verden og få nye indtryk, og derfor har jeg også bestemt mig for at tage den store ja-hat på.
Så da jeg blev inviteret til tyrefægtning var jeg nødt til at sige ja.
Jeg har ikke tænkt mig at gennemgå det hele, men det var en stor oplevelse. Stemningen og menneskerne og kampen mellem dyr og menneske. Og selvom ingen tror mig, når jeg siger det, så er der virkelig ingen, der er interesserede i at tyren lider. Ikke publikum, ikke dommerne, ikke matadorerne.
Alt i alt har jeg det stadig ambivalent med tyrefægtning. Det er en forfærdelig 'sport', der ikke har meget med fair play at gøre, og jeg kan godt forstå dem, der vil have det forbudt. På den anden side kan jeg også godt forstå dem, der regelmæssigt tager til tyrefægtning, og hvis man spiser kød burde man være mere overbærende overfor det, for det kød vi spiser har altså ikke haft det bedre. På nogen som helst måde.
Det er en skør følelse at sidde tilbage med. Og jeg ville ønske, at der var lidt mere forståelse for, hvorfor jeg var der den dag.

Så er der tyrefægtning. Fra venstre: Miranda, Rebecca,
mig og Gustavo. Ximena har taget billedet!

Måske er det karma, men jeg står lige nu og bliver truet med at blive anmeldt til det mexicanske undervisningsministerium for børnemishandling, selvom drengen jeg tilsyneladende har mishandlet siger, at det hele er løgn, og at jeg ikke har gjort noget.
Lad mig starte fra starten. Jeg har et par enkelte børn, der bare ikke vil sidde ned. Jeg kan sige 10 gange i timen, at de skal sætte sig ned, uden at der sker noget som helst. Så enkelte gange holder jeg dem på skulderen, og presser lidt på så de sætter sig ned. Lidt som når man skal lære en hund at sætte sig på kommando. Jeg kunne aldrig finde på at tage hårdt i dem - de er 9 år!
Når klokken er 14.50 kommer forældrene til klasseværelset for at hente deres børn, og åbenbart har en af mødrene set, at jeg tog hendes søn på skulderen og satte ham ned. Og lige præcis den her mor har et rygte for at være meget mærkelig.
Hun gik derfor direkte til engelsk-korrodinatoren og anklagede mig for at misbruge hendes søn og tage meget hårdt i ham. Hvis det sker igen, vil hun anmelde mig til undervisningsministeriet og få mig deporteret.
Min engelskkoordinator gik selvfølgelig direkte til drengen og spurgte, hvad der var sket. Han sagde, at han ikke havde fulgt mine instruktioner, og at jeg bare havde prøvet at få ham til at sidde ned og tie stille. Han sagde, at jeg ikke havde taget hårdt i ham, og at han ikke havde opfattet det forkert på nogen måde. Og til sidst tilføjede han, at moren nogle gange "siger ting, der ikke passer."
Derefter kom min engelskkoordinator til mig og forklarede situationen. Hun sagde, at de havde haft mange problemer med forældrene før, og at hun var sikker på, at jeg havde min sti ren, men at jeg af sikkerhedsmæssige årsager aldrig skulle røre ham igen. Message received!

Mine 30 unger. De er delt op i to klasser, rød og blå, så jeg
har ikke dem alle sammen på én gang. De er nu meget skønne!

Lærerne i fjerde klasse. Fra venstre: Miss Anita og Miss Yola, der er
hhv. assistent i spansk og spansklærer, og Miss Nanna og Miss Kary.
Kary har indtil nu været min assistent, men jeg har fået en anden,
der hedder Monica. Jeg vil have Kary tilbage!!
Bemærk i øvrigt hvor høj jeg er i forhold til dem :D

Så alt i alt har det været nogle lidt anstrengende uger, men jeg har det nu godt alligevel. Ximena og jeg er blevet meget tættere venner, og jeg har nærmest fået en ny familie. Det går, på trods af enkelte bump, i vejen, godt med min undervisning. Jeg er meget gladere for det, end jeg troede jeg ville være, og ungerne er virkelig en herlig flok. Det går bedre med mit spanske, og jeg venter på et opkald fra en spansk-skole, der måske kan få mig presset ind på et hold. Jeg er ved at blive afhængig af chili-sauce og tacos, og har det mindre slemt med at spise kød, selvom jeg undgår det så vidt muligt. Jeg har efterhånden en god del penge sparet op, der skal bruges på dykning og ferie og generel selvforkælelse, og om næsten præcis to måneder kommer mine forældre på besøg.

Det er nu okay, det her Mexico-liv :)

Selfie på Chili's

Happy hour på Chili's. Og nej, så meget drikker vi altså heller ikke.
Men det var fredag aften og vi havde lige fået løn :D

Lidt nyt skal man jo have engang imellem. Og de var oven i
købet på udsalg :D
(Bemærk i øvrigt det hæslige sengetøj, jeg har fået udleveret!)