Nervøs

Man kan måske spørge sig selv om verden virkelig har brug for endnu en blog om hverdagsliv, midtvejskrise og det svære skift fra studie til arbejdsliv. Men selvom snart hele befolkningen har deres egen platform på internettet, er det trods alt ikke alle, der forlader deres liv i Danmark og flytter til en "lille" by midt i Mexico. Så mon ikke det går?

Som jeg sidder her på min altan i København med en skål risengrød i skødet, og den danske sommersol varmer min krop, er det svært at forstå, at jeg om en måned rejser til Mexico og ikke kommer hjem igen. Ihvertfald ikke det første år. Måske aldrig. 

Jeg er i de sidste stadier af af skrive mit speciale. Faktisk det allersidste stadie. Om bare to dage skal jeg aflevere et halvt års arbejde og kulminationen på fem års uddannelse og tyve års drømmeri. Dét er i sig selv grund nok til et mindre angstanfald. Der er en masse bekymringer, der følger med, når man er ved at være i slutningen af sit studie - a-kasse regler, fagforening, jobsøgning, CV-skrivning, etc.

Nu er der så kommet en hel kassebil af ting, der skal ordnes oveni: visa-regler, legalisering af papirer, fraflytningsanmeldelse, nedpakning af lejlighed, oprettelse af bankkonti, mexicansk telefonnummer og CPR-register, osv. osv. Det hele er meget overvældende og slet ikke til at fatte endnu.

Jeg bliver uddannet ingeniør i akvatisk videnskab og teknologi med speciale i vækst og populationsstruktur i fisk - En elite-uddannelse fra et dansk top-universitet, hvor forskning og international vidensudveksling er i højsædet. I mexico skal jeg undervise børn i alderen 7-12 år i engelsk. Ikke helt det jeg er uddannet til. Det er kun for et års tid. For at komme væk fra forskningsverdenen og finde ud af, hvad det virkelig er, jeg vil med min uddannelse. For at lære spansk og prøve hvordan det er at skulle tilpasse sig en anden kultur. For at se verden. Fordi jeg kan!

Men hvordan vil jeg - en højtråbende, åbensindet, lidt for ærlig, skandinavisk amazone - klare mig i et land, hvor kulturen er traditionel og meget katolsk, hvor machismoen stadig lever, og hvor kvinder mest hører hjemme i køkkenet, hvor man ikke bør spise utilberedt mad af frygt for livstruende sygdomme, og hvor tatoveringer og utraditionel livsstil ikke er accepteret af den brede befolkning? Jeg ved det virkelig ikke. Det bliver svært. Rigtigt svært. Måske jeg ikke kan holde det ud og flygter hjem på mine grædende knæ, når året er gået? Og måske det hele ordner sig, og jeg kommer til at elske det? Jeg ved det ikke. Men jeg glæder mig til at komme i gang og se, hvad der sker.