Afventer

Hvor er det frustrerende, når man bare venter og ikke selv har nogen indflydelse på noget. Hele processen med arbejdstilladelsen er ikke noget, jeg selv kan ordne - det er 100% Ximena og Ana Luisa, der står for det, og jeg føler mig simpelthen så hjælpeløs. Det er en hæslig fornemmelse at overlade noget så vigtigt til andre, mens man selv sidder på den anden side af jorden og bare kan håbe på, at det hele foregår som det skal!

I dag er jeg begyndt at pakke mine ting ned. Jeg har indtil videre kun pakket mine sko og mit tøj, men i det mindste er jeg begyndt. Det er svært at tage mig sammen til virkelig at pakke det hele ned, for jeg tror stadig ikke helt på det. Der er umiddelbart ikke rigtigt noget, der kan gå galt, men jeg har stadig meget svært ved at forstå, at jeg om lidt flytter til Mexico et helt år. Jeg tror ikke, jeg forstår det fuldt ud, før jeg for alvor begynder på at arbejde. Lige nu er det en drøm, noget mig og Ximena kan dele, noget vi taler om hele tiden, og vi lægger planer for, hvad vi skal lave og hvilke træningshold, vi skal gå på, og hvordan vi skal fejre jul. Det er meget uvirkeligt. Jeg føler stadig, der er meget, der kan gå galt, og som om det er langt væk, selvom det i virkeligheden er meget tæt på (to uger!). Jeg har ikke helt fået afklaret, hvad der sker, hvis jeg ikke får min opholdstilladelse før skolestart - om jeg kan starte lidt senere eller hvordan. Men det får jeg nok ikke afklaret før i allersidste øjeblik, for det bliver på et meget hængende hår med det visum. Everything hangs in the balance.

Residente Temporal

Jeg er så småt gået i gang med at skaffe en mexicansk arbejds- og opholdstilladelse - en proces der både er besværlig og tidskrævende. Tid som jeg ikke har.
Der er fire trin, når man vil have et residente temporal visum, som er en kombineret arbejds- og opholdstilladelse, der tillader en at bo og arbejde i Mexico i ét år.

1) Indsamling af dokumenter. For at få arbejds- og opholdstilladelse skal man bevise at man er en "god og retskaffen borger". Det inkluderer bevis for uddannelse og fødselsattest, samt bankudskrifter. Alle papirer skal legaliseres med et såkaldt apostille-stempel - et bevis for at at det, der står i dokumentet, er i overensstemmelse med gældende lovgivning og kan tages for gode varer i udlandet. Det skal gøres i det danske udenrigsministerium (som selvfølgelig kun har åbent mellem 10 og 13) og koster 170 kr per dokument.

2) Den mexicanske arbejdsgiver skal søge om arbejdstilladelse hos de mexicanske immigrationsmyndigheder. For at vise at man er finansielt uafhængig og har en 'sponsor' og en fast indtægt skal arbejdsgiveren søge om en arbejdstilladelse på den kommende ansattes vegne. Jeg skal altså scanne alle mine legaliserede dokumenter, så Ana Luisa, der er rektor på skolen i Pachuca, kan ringe til sine advokater, der derefter søger om en arbejdstilladelse til mig. Herefter er det op til immigrationsmyndighederne at godkende min/vores ansøgning om arbejdstilladelse.

3) Der skal søges om opholdstilladelse hos det mexicanske konsulat i København. Først når jeg har fået en arbejdstilladelse kan jeg søge om en opholdstilladelse. Det kræver ikke det store - pas, en udfyldt ansøgning og foto - men det SKAL gøres på ambassaden i København. Det skal altså gøres, FØR jeg rejser. Der er ingen mulighed overhovedet for at søge om det i Mexico - man kan ikke opgradere sit turist-visum til en opholdstilladelse.

4) Ved ankomst i Mexico har jeg 30 dage til at finde vej til det immigrationskontor, der er tættest på min nye adresse og få udstedt mit officielle residente temporal visum. Når jeg det ikke indenfor 30 dage bliver jeg deporteret.

Jeg har under tre uger til jeg rejser. 13 hverdage. På de 13 dage skal jeg altså sende mine dokumenter til Mexico, Ana Luisa skal ansøge om arbejdstilladelse, ansøgningen skal godkendes af de mexicanske immigrationsmyndigheder, og først herefter kan jeg tage ind på ambassaden i Bredgade og søge om en opholdstilladelse. Jeg kan slet, SLET ikke se det ske på den tid. Bureaukrati går langsomt og især i Mexico.
Hvis jeg er meget heldig kan ambassaden i København få udstedt mit visum på 2-3 dage, men det kræver stadig, at alt det andet ordnes på ti dage. Hvis det ikke bliver ordnet, skal jeg tage hjem fra Mexico som planlagt d.30 juli, få lavet mit visum på 3-4 dage, for herefter at flyve tilbage til Mexico og starte på arbejde d.6 august. En meget dyr fornøjelse i og med at en flybillet koster mellem 8000-10.000 kr. Det vil jeg selvfølgelig meget gerne undgå, men jeg begynder at tro, at det er den eneste udvej.

Jeg er meget frustreret over hele situationen. Jeg kan ikke tænke på andet og er lammet af panik. Jeg går hele dagen og venter og tjekker min mail tredive gange om dagen. På den ene side tænker jeg: "Det er jo bare penge", men på den anden side er det penge, jeg ikke har, og som jeg vil være nødt til at låne, enten af mine forældre eller af banken.
Jeg burde tage det roligt og tænke, at det nok skal gå, for det skal virkelig nok gå uanset hvad. Det ved jeg godt inderst inde, men det ændrer ikke på, at jeg ikke kan sove om natten. Jeg kan ikke tænke på andet, og det er frygteligt. Jeg har ikke tænkt mig at give op - selvfølgelig skal jeg have det visum og det arbejde, også selvom det bliver dyrt. Det er en fuldstændig enestående mulighed, og jeg har ikke tænkt mig at smide den væk!

På en eller anden syg måde er det vel også passende - det ville være absurd, hvis det hele gik så nemt med at flytte til den anden side af jorden. Jeg har stort set fået jobbet forærende, og jeg har oven i købet venner, dér hvor jeg skal hen, så måske er det fair nok, at det med opholdstilladelsen er lidt besværligt. Hvis bare jeg kunne sove om natten :/

Mig og Mexico

Den første gang jeg var i Mexico var i sommeren 2008. En veninde havde været på skildpadde-lejr i Mexico, og jeg blev overbevist om, at det skulle jeg også. Jeg fandt hurtigt et frivilligt ophold i Zihuatanejo, betalte gebyret på sølle 1500 kr og købte en flybillet. I og med at der ikke var nogen, jeg kendte, der ville med, måtte jeg tage afsted alene. Halvvejs rundt om jorden til et meget fremmed sted. Alene.

Der var kun én af hankøn på campen - resten var piger mellem 13 og 23 år. Vi var fire europæere og omkring otte mexicanske piger. De europæiske piger havde en forfærdelig attitude og var ikke særligt rare at være sammen med, så vi blev hurtigt 'adskilt' i to kliker - de spanske piger og den franske i den ene, og mig og alle mexicanerne i den anden. Især én af pigerne blev jeg rigtigt gode venner med - Ximena. Efter to uger på stranden i Zihua havde jeg planlagt en måneds rundrejse alene, men jeg skar en uge væk, da jeg blev inviteret hjem til Ximena og hendes familie i Pachuca.

Mange af pigerne var ikke vant til øl. Det fik dansken hurtigt lavet om på!
ViMEX voluntarios internationales work camp, Zihua 2008

Hele hendes familie, selv hendes 80-årige mormor der ikke talte engelsk, tog virkelig godt imod mig og var gæstfrie og gjorde alt for, at jeg havde det godt. Det var hårdt at tage afsted igen, for selvom vi kun havde kendt hinanden i tre uger var vi blevet gode venner. Der sker noget, når man bor sammen og arbejder sammen og i øvrigt er rigtigt væk fra sin familie i længere tid for første gang.
Da jeg tog hjem holdt vi kontakten. Året efter kom hun til Sverige på udveksling. Jeg viste hende rundt i København og på Bornholm, og hun holdt jul med mig og min familie. Da jeg var i USA forlængede jeg min rejse med en uge og fløj til Mexico for at bruge en uge med hende og hendes forældre i Acapulco. De seneste år har der været længere imellem e-mails'ene, da jeg har haft travlt med mit studie og Ximena har kæmpet med nogle personlige problemer.

Ximena og Nanna, jul 2009

Det seneste halve år er der kommet hul igennem igen, og vi har sendt emails frem og tilbage et par gange om ugen, og vi kommenterer på hinandens Instagram og Twitter og skriver sammen på Whatsapp. En dag snakker vi om, at jeg snart er færdig, og at jeg ikke helt ved, hvad der så skal se. Jeg nævner, at der er mange europæere, der tager til Asien og underviser i engelsk et års tid, og spørger hende, om hun tror, jeg vil være egnet til at undervise? Hun svarer, at selvfølgelig er jeg det, og at de faktisk mangler en engelsklærer på den skole, hvor hun selv arbejder som lærer. Hun får hurtigt snakket med sin rektor, og efter bare et par dage Skyper jeg med Ana Luisa Reynoso, der er rektor og ejer af Hans Christian Andersen Rainbow School and Kindergarten. Hun synes, det lyder fantastisk og på baggrund af, hvad Ximena har sagt om mig, vil hun gerne hyre mig som lærer for et års tid.

Og her, bare en uge efter, sidder jeg så med visumansøgninger og dokumenter, der skal legaliseres, og en tre-ugers rejse til Mexico, der måske først slutter om et år. What a difference a day makes!

Nervøs

Man kan måske spørge sig selv om verden virkelig har brug for endnu en blog om hverdagsliv, midtvejskrise og det svære skift fra studie til arbejdsliv. Men selvom snart hele befolkningen har deres egen platform på internettet, er det trods alt ikke alle, der forlader deres liv i Danmark og flytter til en "lille" by midt i Mexico. Så mon ikke det går?

Som jeg sidder her på min altan i København med en skål risengrød i skødet, og den danske sommersol varmer min krop, er det svært at forstå, at jeg om en måned rejser til Mexico og ikke kommer hjem igen. Ihvertfald ikke det første år. Måske aldrig. 

Jeg er i de sidste stadier af af skrive mit speciale. Faktisk det allersidste stadie. Om bare to dage skal jeg aflevere et halvt års arbejde og kulminationen på fem års uddannelse og tyve års drømmeri. Dét er i sig selv grund nok til et mindre angstanfald. Der er en masse bekymringer, der følger med, når man er ved at være i slutningen af sit studie - a-kasse regler, fagforening, jobsøgning, CV-skrivning, etc.

Nu er der så kommet en hel kassebil af ting, der skal ordnes oveni: visa-regler, legalisering af papirer, fraflytningsanmeldelse, nedpakning af lejlighed, oprettelse af bankkonti, mexicansk telefonnummer og CPR-register, osv. osv. Det hele er meget overvældende og slet ikke til at fatte endnu.

Jeg bliver uddannet ingeniør i akvatisk videnskab og teknologi med speciale i vækst og populationsstruktur i fisk - En elite-uddannelse fra et dansk top-universitet, hvor forskning og international vidensudveksling er i højsædet. I mexico skal jeg undervise børn i alderen 7-12 år i engelsk. Ikke helt det jeg er uddannet til. Det er kun for et års tid. For at komme væk fra forskningsverdenen og finde ud af, hvad det virkelig er, jeg vil med min uddannelse. For at lære spansk og prøve hvordan det er at skulle tilpasse sig en anden kultur. For at se verden. Fordi jeg kan!

Men hvordan vil jeg - en højtråbende, åbensindet, lidt for ærlig, skandinavisk amazone - klare mig i et land, hvor kulturen er traditionel og meget katolsk, hvor machismoen stadig lever, og hvor kvinder mest hører hjemme i køkkenet, hvor man ikke bør spise utilberedt mad af frygt for livstruende sygdomme, og hvor tatoveringer og utraditionel livsstil ikke er accepteret af den brede befolkning? Jeg ved det virkelig ikke. Det bliver svært. Rigtigt svært. Måske jeg ikke kan holde det ud og flygter hjem på mine grædende knæ, når året er gået? Og måske det hele ordner sig, og jeg kommer til at elske det? Jeg ved det ikke. Men jeg glæder mig til at komme i gang og se, hvad der sker.