Dag 24: lidt om transport

Mange har nok en fordom om at mexicanere kører som vanvittige, og at vejene er noget værre rod - og det er faktisk mere eller mindre sådan det er! 

For mig at se er der tre basale problemer med transport her i Pachuca (og i Mexico generelt):

1) Vejene

2) Bilerne

3) Bilisterne 

Vejene i Pachuca er for så vidt okay. Der er lidt flere huller og uregelmæssigheder end jeg er vant til, men det er ikke så slemt. Det værste er faktisk deres fartbump, der er så usandsynligt høje at man mere eller mindre skal holde stille for at køre over dem uden at skade sin bil. Og der er mange af dem. Virkelig mange. Også på motorvejene. Og kun halvdelen af dem er skiltet. Det giver selvsagt en masse pludselige opbremsninger, hvilket ikke altid er en dårlig ide, for her er så mange biler, at det er svært at komme ud, hvis man holder på en sidevej - der giver fartbumpene den plads man skal bruge for at snige sig ud! 

Der er to slags: dem af asfalt, der klart er de værste og højeste, og som findes på veje rundt omkring i byen og i villakvarterer, og så er der dem af metal som ofte bruges ved officielle bygninger, butikker og i parkeringskældre. Dem af metal kører man bare henover i fuld fart og så ryster hele bilen lidt, mens dem af asfalt kræver fuld opbremsning. Man kører heller ikke udenom huller i vejen, selvom de ofte er 20-30 cm dybe - dem kører man også gladeligt over i fuld fart. Jeg begynder nu at forstå hvorfor der er så mange SUV'er og trucks her :D 

Hvilket leder mig videre til bilerne. Bilerne er i og for sig også okay, der er bare et problem - bilosen her er forfærdelig! Mange af bilerne virker ikke som om de har noget filter på udstødningen og busserne har ihvertfald slet ikke. Og Pachuca er en lille by med kun en halv million indbyggere - problemet er selvsagt meget værre i Mexico City og de andre store byer! Alligevel får jeg stadig hovedpine og ondt i halsen af al den dårlige luft. Jeg håber det går over snart eller at jeg vænner mig til det! 

Til sidst er der bilisterne. På trods af de dårlige veje og de mange (og oftest uskiltede) fartbump kører de gladeligt 110 km/t i en 50-zone eller 80 i en 40-zone. Det der med fartgrænser tager man ikke så alvorligt. De er heller ikke blege for at skifte baner uden varsel, parkere midt i et kryds eller bremse pludseligt op. 

I morgen får jeg overleveret nøglerne til firhjulstrækkeren og kan selv bevæge mig ud i trafikken, hvilket er rart, for man skal helst ikke gå rundt alene efter mørkets frembrud. Jeg håber jeg klarer mig :O 

Som en lille sidenote kan jeg fortælle at "busserne" i byen består af helt almindelige varevogne, hvori der er indsat sæder rundt i kanten bag i bilen. Og selvom der kun er siddeplads til 8-10 mennesker kan der sagtens være 25-30 mennesker med bussen. Man lærer ihvertfald de lokale at kende - og så for kun 3,5 danske kroner :D

Dag 18: Alle rejser

23 grader og sol. 

I dag rejser Ximenas forældre op til San Diego for at sige farvel til hendes søster, der flytter til Finland. Samtidig skal hendes bror og hans to døtre tilbage til Mexico City, fordi de skal til Playa del Carmen i morgen. Så hele huset stresser og der er kufferter overalt! Ximena rejser til San Diego d.30, og derefter er det kun mig og hendes mormor i huset. Jeg skal starte på arbejde d.5 august og Xime kommer først tilbage d.11, så det bliver spændende hvordan jeg klarer de første dage uden hjælp! 

I dag var vi først i banken for at betale mit visumgebyr, derefter hentede vi mine billeder til ansøgningen hos en fotograf. Så kørte vi hen til skolen, hvor jeg skal bo og arbejde, og fik taget en masse kopier af skolens officielle dokumenter, og til sidst kunne vi køre hen i immigrationsmyndighederne og aflevere min endelige ansøgning. Det tager omkring tyve dage før de har færdigbehandlet den, og efter det skulle det hele gerne være i orden og jeg kan få min opholdstilladelse. 

Vi kørte også hen og snakkede med telefonselskabet, for jeg skal jo have et mexicansk nummer, men det er sindssygt dyrt herovre. Et helt basic abonnement med 200 MB data koster omkring 300 kr om måneden, og man binder sig for 18 måneder. Et abonnement svarende til mit danske telmore abonnement vil koste omkring 600 kr om måneden i atten måneder. Det er helt vanvittigt! Så nu prøver jeg at undersøge alle selskaberne for at finde noget til en rimelig pris!! 

En rigtig god nyhed er til gengæld, at jeg kun har præsteret at finde 2-3 typer slik og chips jeg kan lide. Måske man så spiser lidt mindre, haha :D 

Dag 17: Pachuca

Så endte vi endelig i Pachuca efter en meget lang rejse-dag fra Cabo San Lucas. Der kommer mere om vores tur til Cabo senere, men i dag vil jeg bare lige opdatere på, hvad der er sket i de sidste par dage. 

Vi ankom til Pachuca i forgårs kl.23:45. Pachuca er byen hvor jeg skal bo og arbejde det næste års tid, og i starten bor jeg hos Ximena og hendes forældre, indtil rektor Ana Luisa får gjort mit værelse klar (hun bygger vist også et badeværelse?!). Hos Ximena bor også hendes 94-årlige mormor, der er på plejehjem alle hverdage, og som derfor kun er der om aftenen. Udover det, er der lige nu besøg af Ximenas bror, Gustavo, og hans to døtre. Der er fuldt hus, men Gustavo og hans døtre er simpelthen så skønne, så det gør ikke det mindste! 

I dag har vi været hos immigrationsmyndighederne og fået klar besked omkring, hvad der skal gøres nu, for at jeg kan få min opholdstilladelse. Vi har også været henne og fået taget billeder til mit visum og udfyldt en masse papirer. I morgen skal vi hente billederne, betale visa-gebyr, mødes med rektors datter, udfylde flere papirer og en masse andre ting. Ximenas forældre rejser til San Diego i morgen og Ximena rejser d.30, så der er en masse, der skal styr på før da. 

Anyways, klokken er 23:47, og jeg kan knapt holde øjnene åbne, så sengen kalder. I morgen bliver en lang dag, men forhåbentlig kan vi få afleveret min visum-ansøgning. Det er begyndt at gå op for mig nu, at jeg ikke skal hjem før om lang tid, og det føles meget mærkeligt og overvældende. Jeg fik snakket med mine forældre over Skype i dag, og det gjorde virkelig godt. Alting blev pludselig bedre og nemmere at håndtere, så det var rigtigt dejligt! 

Hasta luego (vi ses senere) :P 

Dag 9: 39 grader i skyggen

I dag er det varmt. Meget varmt. Så varmt at sveden bogstaveligt talt begynder at løbe, bare jeg går fra mit værelse og hen til køkkenet! Det er ulideligt at være ude, så derfor har jeg været indenfor på hostelet det meste af dagen. 

I går blev jeg hentet på mit hostel kl.7:30 af Jonathan, som var min dykkerinstruktør. Jeg havde booket mine første dyk som certificeret dykker og blev sammen med to britiske piger kørt ud til havnen. Vi sejlede igen til Los Islotes med søløverne og denne her gang kom vi helt tæt på nogle meget store hanner. De er omkring 2-2,5 meter lange og vejer omkring et ton, og de har foruroligende store tænder, når man kommer helt tæt på. De gør dog ikke noget, kun hvis man kommer for tæt på kolonien eller direkte provokerer dem, og det gjorde vi selvfølgelig ikke. Vi var de eneste dykkere der den dag, så det var fredeligt og roligt. Der var dog ret stærk strøm, så vi fik svømmet meget og det kan mærkes i benene i dag. 

Vi havde to dyk i søløvekolonien og til det tredje dyk sejlede vi hen til Swanee revet. Det er et fint lille rev med masser af papegøjefisk (som er en af mine yndligs), moræner og kæmpe stimer af jacks. Vi så også en stor gruppe gulfinnet tun på omkring 15-20 stykker, og det er ret usædvanligt. Vi var selv sagt helt oppe at køre over det bagefter :D 

Jeg blev brændt på min arm og min fod og i ansigtet af nogle små brandmænd, men det er heldigvis gået over i dag. Udover det har jeg skåret mig i fingeren på bådstigen og fået store blå mærker på skinnebenene. Når man sejler i en panga, som er en lille båd med påhængsmotor, hænger der som regel en aftagelig stige på siden. Problemet med stigen er, at det første trin som regel kun lige rammer overfladen af vandet, og når man så skal op skal man hive sig selv op til ens fod kan stå på det nederste trin. Når man har slappe armmuskler og ekstra polstring bagpå kan det altså være ret svært at komme op, og selv de forholdsvis tynde britiske piger havde problemer. Jeg har dog forbedret min teknik markant og på det sidste dyk kom jeg op uden at slå mig selv! 

Vi blev ret sent færdige, så jeg var kun hjemme i La Paz omkring kl.18. Alle tre dyk var med forholdsvis stærk strøm, så jeg var rigtigt træt i kroppen og gik i seng omkring kl.21. I dag kan det godt mærkes i benene, men på den der lækre "jeg-har-faktisk-lavet-noget-fysisk"-måde!

I morgen kommer Ximena. Jeg har reserveret en lejebil til os og planen er, at vi bliver her i La Paz indtil fredag og så tager vi ned til Cabo og ser, hvad der er dernede. Det er en køretur på omkring to en halv time, og hvis vi får tid tager vi nok også et lille smut forbi det originale Hotel California. Hasta luego! 

Dag 5: open water diver

I dag bestod jeg mit dykkerkursus, oven i købet med ros fra min instruktør, Jonathan, der sagde at jeg var god til at være neutrally bouyant :D 

Vi havde tre dyk i dag: det første var på Salva tierra, som er et skib, der sank i 70'erne da det sejlede på et rev. Endnu en gang holdt der en skildpadde til på dækket, denne gang var det en hawksbill. Næste dyk var på selve revet, Swamee, hvor vi svømmede midt ind i en gigantisk stime af jacks - der var tusinder og tusinder af fisk og inde i stimet var der helt mørkt. Nogle søløve unger jagede lidt rundt i stimen, men gav hurtigt op. På det sidste dyk var der masser af tropiske fisk og vi så en enkelt rokke, der hyggede sig på bunden :D 

Uanset hvordan jeg prøver at holde mig ude af solen bliver jeg stadig solbrændt. I dag dog kun en lille smule på armene! 

Det er 37-39 grader og luftfugtigheden er ret høj, så det er ulideligt at være udenfor. Det gælder om at komme fra A til B så hurtigt som muligt, og kun hvis B har aircondition!! 

Det hostel jeg bor på er lille, men hyggeligt. Jeg bor på et værelse med fire senge, men kun en enkelt nat har der været en anden pige - alle de andre dage har jeg haft privat værelse. Der er et pige og et drenge-værelse, men drengeværelset er også tomt. Der bor et enkelt par på dobbeltværelset, men de gider ikke rigtigt snakke, hvilket egentlig er okay, for jeg har været helt smadret indtil nu. Det der dykning er hårdt, når man ikke er vant til det! 

I morgen holder jeg min første "fridag", siden jeg ankom i mandags. Jeg regner med at lave ingenting overhovedet. Og jeg glæder mig allerede :D

Dag 4: Open Water kursus

Jeg startede på mit PADI Open Water Dive kursus i tirsdags, og jeg kunne slet ikke lide det. Jeg var meget stresset og fandt det virkelig ubehageligt at trække vejret under vandet. Jeg var ved at gå i panik nogle gange, og overvejede faktisk meget seriøst at droppe det hele og sige "Nå, det var det - jeg klarede det ikke!". Det eneste der stoppede mig var at jeg allerede havde betalt! Heldigvis gjorde jeg det ikke, for dag to var helt forrygende.

Normalt har man to dages teori og pooltræning og så to dages havdyk. Fordi der var en bunke amerikanere, der havde chartret en båd fra dykkercenteret til at tage ud til Los Islotes fik jeg muligheden for at komme i havet allerede på dag to. Og hvilket hav!!

Los Islotes består af tre totalfredede øer, hvoraf den største er Espiritu Santo. På Espiritu Santo er der en stor søløvekoloni med omkring 350 søløver, der alle er vant til dykkere og gerne vil lege. Mit allerførste havdyk bestod altså i at svømme og lege med søløver og der var mange unger imellem!! De var meget nysgerrige og kom hen og ville snuse til en og gerne bide i arme og ben og hvad der ellers hang og dinglede. De bed ikke hårdt, de nappede bare, ligesom hundehvalpe og kattekillinger.

Det andet dyk foregik på den anden side af søløvekolonien, hvor de større hanner holdt til. Her fik vi besked på ikke at svømme for tæt på klipperne, fordi hannerne er territoriale. Vi måtte heller ikke holde fingrene ude, men skulle holde dem tæt på kroppen. De gjorde dog overhovedet ikke noget. Da jeg havde lavet mine øvelser, som jeg havde trænet dagen før, svømmede min dykkerinstruktør Jonathan og jeg tilbage til båden (Nåja - jeg er den eneste på kurset, så jeg får privatundervisning!).
Jeg havde ikke lyst til at gå op af vandet og blev og snorklede lidt, mens vi ventede på at amerikanerne skulle komme tilbage. Der kom en søløve hen til båden og "satte" sig på undersiden af båden og kiggede på mig. Efter et stykke tid besluttede den sig vist for, at jeg var ufarlig, for den kom helt hen til mig og svømmede rundt om mig. Efter nogle minutter fandt den en fiskestime og begyndte at jage lidt for sjov kun et par meter væk fra mig.

På vej hen til det tredje dyk blev vi fulgt af en flok delfiner, der svømmede foran båden og sprang fuldstændig som man ser på film. Da Jonathan et kvarters tid senere skulle give mig en briefing om hvilke øvelser, vi skulle træne på det sidste dyk, hørte jeg overhovedet ikke efter. Tyve-tredive meter fra båden begyndte en flok ørne-rokker på måske en fem-seks stykker at springe op af vandet!!! Jeg var fuldstændig væk, for det er noget, jeg altid har villet se, og Jonathan blev vist lidt irriteret over, at jeg ikke hørte efter, men det måtte altså lige vente - hallo, dream come true happening!
Da rokkerne var færdige med at springe blev jeg orienteret om det tredje dyk, der skulle foregå på vraget af et kinesisk skib, Fang Ming. Det var sunket forholdsvis dybt, så vi nøjedes med at svømme rundt over det øverste dæk og ikke rundt om selve skibet. Amerikanerne var helt nede om skibet, men de var mere erfarne end mig. Til gengæld var Jonathan og jeg de første til at opdage den kæmpestore Carey-skilpadde, der svømmede rundt ovenpå broen. Hvad mere kan man lige ønske sig?!

Det var først på vej tilbage mod fastlandet, at jeg opdagede at jeg slet ikke havde haft problemer med at trække vejret. Jeg havde lidt svært ved at justere min opdrift, men det er vist meget almindeligt. Jeg var tydeligvis for lykkelig til at opdage, at jeg troede jeg skulle dø :D

I dag har jeg så haft min sidste dag i pool og i morgen skal jeg have den endelige eksamen og mine sidste havdyk, og så burde jeg i morgen aften kunne kalde mig Open Water diver!

Såvidt jeg lige har forstået skal dykkene i morgen foregå på et skib, der er sunket oven på et rev,  Salva Tierra. Jeg skal lave en masse øvelser, som er lidt sværere, men det gik okay i poolen i dag, så det skal nok gå. Jeg havde et enkelt øjebliks panik i dag, hvor mit mundstykke blev fyldt med vand, så når jeg prøvede at trække vejret kom der vand ind i stedet. Der glemte jeg al træningen og svømmede direkte mod overfladen helt panisk. Det er utroligt hvor hurtigt man glemmer alt, når frygten sætter ind!

Anyways, La Paz er et herligt sted. Efter i morgen skal jeg have en fridag eller to, for jeg har endnu ikke holdt fri, siden jeg kom. Jeg trænger til en lang nattesøvn og en dag, der ikke er så udmattende. Udover det skal jeg vist pleje min hud - det er ikke sundt at være omgivet af vand og bade dagen lang i den bagende sol. Jeg er blevet ret så solbrændt på ryggen og på armene og på mærkværdig vis på knæene. Så på lørdag skal jeg nok bare hænge ud på mit, i øvrigt fremragende, hostel og nyde airconditionen og læse en god bog. Jeg glæder mig allerede!

Dag 1: La Paz, Baja California

Når man sidder og spiser quesadillas med guacamole og frijoles under en palmedækket terrasse er det svært at forstå, at jeg for to døgn siden var ved at pakke min lejlighed i København og ikke skal tilbage det første lange stykke tid. 

Noget andet der heller ikke er til at forstå er hvordan mennesker hernede kan gå rundt i skinny jeans og lange ærmer, når det er 35 grader og luftfugtigheden er over 90 😳

Tid til en lur - den lange rejse sidder tungt i kroppen! 

Phew

Miraklernes tid er åbenbart ikke forbi! 

Når man ansøger om en arbejdstilladelse i Mexico tager det op til 30 dage at godkende arbejdsgiveren og op til 20 dage at godkende den ansatte. På grund af Ana Luisas forbindelser i de mexicanske immigrationsmyndigheder fik jeg min arbejdstilladelse på bare fire dage. 

Da jeg fik den, var jeg i sommerhus i Slagelse med mine forældre. Jeg skyndte mig at skrive til den mexicanske ambassade i København og måtte hu-hej-vilde-dyr tage ind på ambassaden i Bredgade. Der fik jeg lavet mit midlertidige indrejse-visum på bare fyrre minutter! Sjældent har jeg været så lettet!!

Nu har jeg så endelig alt det administrative, der skulle gøres herhjemme. Når jeg rejser ind i Mexico på søndag har jeg så 30 dage til at registrere mig hos myndighederne i Pachuca og få den endelige opholdstilladelse. 

Men først står den på to ugers ferie i Baja California 🏊🏄🎣🍹

Jeg ankommer til Mexico City på mandag d.7/7-2014, og skal videre til La Paz i Baja samme dag. Ximena og Ana Luisa kommer ind og siger hej før jeg skifter fly, så jeg officielt kan møde Ana Luisa og sige hej til Xime! 

Allerede tirsdag skal jeg starte på mit Open Water dykkerkursus og d.16 kommer Xime ned til Baja. 

Efter alle de bekymringer jeg har haft med visumerne, bliver det herligt at kunne ligge på stranden, snorkle, dykke, paddleboarde, surfe, spise og drikke mig gennem La Paz. Life is good!!