Dag 140: forventningens glæde

Om mindre end en måned kommer mine forældre og besøger mig, og hold nu op hvor jeg glæder mig. Det bliver rart med dansk humor, dansk sprog og ikke mindst nogen, der virkelig kender mig. For ikke at tale om at vi skal en uge til cancun, hvor der er varmt og sol og sommer og hav. 

Ikke mindst glæder jeg mig til at vise dem rundt i Pachuca og Mexico og vise dem, alt det der nu er blevet mit for en stund. Tacos, quesadillas, naturen, menneskerne, min skole, Mexico City, pyramiderne, bjergene og ikke mindst min mexicanske familie. 

Mindre end en måned. 

Dag 125: Fødselsdag

Jeg havde i virkeligheden forsøgt at holde min fødselsdag lidt hemmelig, for jeg har set hvordan andre lærere bliver fejret, og det er meget overdådigt, men eftersom de har min fødselsdag på mine immigrationspapirer gik den ikke rigtigt.

Nærmest hele skolen kom forbi mit klasseværelse om morgenen og krammede mig og der blev sunget fødselsdagssang omkring ni gange. Til frokost havde min assistent og spansklæreren sørget for pizza, fordi de ved, jeg ikke er så meget til kage. Det betød ikke, at de ikke havde købt en kage - selvfølgelig havde de det - men den fik jeg bare med hjem som en lille 'treat'. Udover det fik jeg gaver af næsten alle mine unger. Jeg havde forklaret dem, at jeg ikke brød mig om, at elever gav læreren tørklæder og smykker, som min assistent havde fået på hendes fødselsdag, så de kom stort set alle sammen med slik-gaver. Jeg har derfor en hel kommode-skuffe fyldt med slik nu :D

Ximena og Nora havde købt de fineste cupcakes og fået dem customized, så de passede til mig: en med Disney, en med Minions, en med Batman og en med en haj og mit navn. SÅ fint, og de smager virkelig lækkert (spiste en til morgenmad i dag). Derudover havde de købt et lækkert tæppe, fordi jeg ofte fryser, og en masse små-ting med Avengers. Alt i alt en meget fin gave, som jeg virkelig er glad for, fordi det er så personligt og de virkelig har tænkt over, hvad jeg ville blive glad for!

Efter skole havde vi et meeeeeget langt personalemøde, hvor alle stort set skændtes, undtagen mig og Ximena. Vi tiede pænt stille den her gang. Der er altid problemer med ledelsen i alle jobs, men på den her skole er det virkelig voldsomt. Det er nærmest sådan at folk ikke kan arbejde sammen!
Anyways, det var fint at få en lille lektion i hvordan folk skændes 'høfligt', og derudover er det næsten som at se tv, så jeg var i det mindste underholdt imens :D

Da mødet var slut havde Ximena en aftale, så jeg tog med hendes mor hjem og hang ud i deres hus, indtil Ximena kom hjem. Vi tog på Chili's og spiste burgers og ribs!

Alt i alt havde jeg en herlig fødselsdag og den er ikke slut endnu. I dag skal jeg hen til Ximena igen, hvor jeg bliver fejret med kage og lasagne og fødselsdagshatte og en kæmpe piñata :D

Dag 105: tyrefægtning og hysteriske forældre

Når man står med 30 skrigende børn, der ikke vil sætte sig ned eller høre efter, går tiden langsomt. Hysterisk langsomt. Men pludselig er ugen slut, det er midten af oktober, man har været her i 3 måneder, og det går op for én, at hvis man blinker, er året gået. Det er som om tiden forekommer i ryk; den ene dag er hvert minut som en hel time, men pludselig krænger det over, og så går der flere dage, uden at man opdager det.

Det er i dag d.19 oktober, og det er 19 dage siden jeg har skrevet et indlæg. Umiddelbart synes jeg ikke, jeg har lavet det store, men så alligevel; jeg har shoppet, drukket drinks, været til tyrefægtning, spist urimelige mængder tacos, drukket kaffe, ledt efter spansk-undervisning, blevet spurgt om jeg afholder privatundervisning i engelsk, inviteret til abe-fest, kørt lange ture i bil, vækket vagterne for at blive lukket ind kl.4 om morgenen, danset, planlagt eksaminer, og forsøgt at afholde en dansk pigeaften. Så lidt sker der da!

Herligt skrivebord som jeg meget seriøst overvejede at købe,
selvom det selvfølgelig er til børn!

Onsdag aften er der happy hour på Texas Ribs.
Der har vi været en enkelt gang eller to :D

Det er ved at blive koldt, og fordi de ikke har
opvarmning i deres huse, og alle gulvene
er fliser, er man nødt til at have noget på fødderne
for ikke at fryse

Lad mig starte med det tyrefægtning dér. Jeg har fået meget kritik, og folk er åbenbart meget rasende over, at jeg har været inde og se en tyrefægtningskamp. Det er utroligt, at en enkelt handling så langt væk kan vække så meget vrede. Men så igen - vi er biologer; vi har dedikeret vores liv til dyr og deres velfærd og bevarelse, så jeg forstår det godt. Derfor er jeg også meget ambivalent overfor tyrefægtning.
Jeg har altid været imod det. Altid. Jeg synes, det var en forfærdelig praksis og dyremishandling, men uden egentlig at vide hvad der egentlig foregik i arenaen. Da jeg blev inviteret med, havde jeg det først meget stramt med det, men jeg var også meget nysgerrig.

Før jeg flyttede fra Danmark bestemte jeg mig for, at det her Mexico eventyr skulle være en stor oplevelse. Ikke noget med at sidde derhjemme og gemme mig, som jeg plejer. Jeg skal ud og opleve noget og se verden og få nye indtryk, og derfor har jeg også bestemt mig for at tage den store ja-hat på.
Så da jeg blev inviteret til tyrefægtning var jeg nødt til at sige ja.
Jeg har ikke tænkt mig at gennemgå det hele, men det var en stor oplevelse. Stemningen og menneskerne og kampen mellem dyr og menneske. Og selvom ingen tror mig, når jeg siger det, så er der virkelig ingen, der er interesserede i at tyren lider. Ikke publikum, ikke dommerne, ikke matadorerne.
Alt i alt har jeg det stadig ambivalent med tyrefægtning. Det er en forfærdelig 'sport', der ikke har meget med fair play at gøre, og jeg kan godt forstå dem, der vil have det forbudt. På den anden side kan jeg også godt forstå dem, der regelmæssigt tager til tyrefægtning, og hvis man spiser kød burde man være mere overbærende overfor det, for det kød vi spiser har altså ikke haft det bedre. På nogen som helst måde.
Det er en skør følelse at sidde tilbage med. Og jeg ville ønske, at der var lidt mere forståelse for, hvorfor jeg var der den dag.

Så er der tyrefægtning. Fra venstre: Miranda, Rebecca,
mig og Gustavo. Ximena har taget billedet!

Måske er det karma, men jeg står lige nu og bliver truet med at blive anmeldt til det mexicanske undervisningsministerium for børnemishandling, selvom drengen jeg tilsyneladende har mishandlet siger, at det hele er løgn, og at jeg ikke har gjort noget.
Lad mig starte fra starten. Jeg har et par enkelte børn, der bare ikke vil sidde ned. Jeg kan sige 10 gange i timen, at de skal sætte sig ned, uden at der sker noget som helst. Så enkelte gange holder jeg dem på skulderen, og presser lidt på så de sætter sig ned. Lidt som når man skal lære en hund at sætte sig på kommando. Jeg kunne aldrig finde på at tage hårdt i dem - de er 9 år!
Når klokken er 14.50 kommer forældrene til klasseværelset for at hente deres børn, og åbenbart har en af mødrene set, at jeg tog hendes søn på skulderen og satte ham ned. Og lige præcis den her mor har et rygte for at være meget mærkelig.
Hun gik derfor direkte til engelsk-korrodinatoren og anklagede mig for at misbruge hendes søn og tage meget hårdt i ham. Hvis det sker igen, vil hun anmelde mig til undervisningsministeriet og få mig deporteret.
Min engelskkoordinator gik selvfølgelig direkte til drengen og spurgte, hvad der var sket. Han sagde, at han ikke havde fulgt mine instruktioner, og at jeg bare havde prøvet at få ham til at sidde ned og tie stille. Han sagde, at jeg ikke havde taget hårdt i ham, og at han ikke havde opfattet det forkert på nogen måde. Og til sidst tilføjede han, at moren nogle gange "siger ting, der ikke passer."
Derefter kom min engelskkoordinator til mig og forklarede situationen. Hun sagde, at de havde haft mange problemer med forældrene før, og at hun var sikker på, at jeg havde min sti ren, men at jeg af sikkerhedsmæssige årsager aldrig skulle røre ham igen. Message received!

Mine 30 unger. De er delt op i to klasser, rød og blå, så jeg
har ikke dem alle sammen på én gang. De er nu meget skønne!

Lærerne i fjerde klasse. Fra venstre: Miss Anita og Miss Yola, der er
hhv. assistent i spansk og spansklærer, og Miss Nanna og Miss Kary.
Kary har indtil nu været min assistent, men jeg har fået en anden,
der hedder Monica. Jeg vil have Kary tilbage!!
Bemærk i øvrigt hvor høj jeg er i forhold til dem :D

Så alt i alt har det været nogle lidt anstrengende uger, men jeg har det nu godt alligevel. Ximena og jeg er blevet meget tættere venner, og jeg har nærmest fået en ny familie. Det går, på trods af enkelte bump, i vejen, godt med min undervisning. Jeg er meget gladere for det, end jeg troede jeg ville være, og ungerne er virkelig en herlig flok. Det går bedre med mit spanske, og jeg venter på et opkald fra en spansk-skole, der måske kan få mig presset ind på et hold. Jeg er ved at blive afhængig af chili-sauce og tacos, og har det mindre slemt med at spise kød, selvom jeg undgår det så vidt muligt. Jeg har efterhånden en god del penge sparet op, der skal bruges på dykning og ferie og generel selvforkælelse, og om næsten præcis to måneder kommer mine forældre på besøg.

Det er nu okay, det her Mexico-liv :)

Selfie på Chili's

Happy hour på Chili's. Og nej, så meget drikker vi altså heller ikke.
Men det var fredag aften og vi havde lige fået løn :D

Lidt nyt skal man jo have engang imellem. Og de var oven i
købet på udsalg :D
(Bemærk i øvrigt det hæslige sengetøj, jeg har fået udleveret!)

Dag 86: Quinceañera, fodbold og bytur

Det regner. Stadigvæk. Faktisk nærmest hele tiden. Nogle gange føles det næsten som om, jeg stadig er i Danmark :D

I weekenden var jeg først til en quinceañera (15-års fødselsdag), så til fodboldkamp og endelig var jeg i byen med Ximena og hendes bror, Gustavo. Søndag holdt jeg selvsagt lav profil!

I Latinamerika er en piges 15-års fødselsdag helt speciel - den kan vel sammenlignes med sweet 16 i USA. Pigerne har gigantiske kjoler på, der bliver opført flere former for shows, og der kommer typisk 300-400 mennesker til festen. Det er lidt som en blanding mellem et bryllup og en konfirmation!

Ximenas far er venner med fødselsdagsbarnets far, og til sådanne fester bliver man altid inviteret som en familie, så både Ximena og hendes mor skulle også med. De spurgte heldigvis mig, om jeg også ville med, og selvfølgelig ville jeg det!!

Festen blev holdt på en ruin af en gammel spansk hacienda med flere vandfald i baggrunden og sø i midten af området. Området huser samtidig et hotel, som vi havde booket værelser på for ikke at skulle køre hjem midt om natten. 

Gårdområde i den gamle hacienda-ruin

Den eneste belysning under messen var bål og lys, der flød i en lille dam i midten af kapellet

Det hele startede med at pigen, Styvaltzin, blev kørt ind på området i en hestevogn. Herefter blev hun fulgt hen til søen af en ridder i fuldt middelalder-kostume. Pludselig kom en anden ridder ind, og de begyndte at slås om fødselsdagsbarnet. Efter en fin sejr af den første ridder, blev han pludselig udfordret af en kvindelig ridder med en ugle på armen. Det hele endte med at kvinderidderen vandt. 

Efter alt slåsseriet gik vi alle op i kapellet, hvor der blev holdt messe. 

Messe

Der bedes for et godt liv

Efter messen gik vi ned til søen, der var blevet forvandlet til spiseområde. Der var omkring 400 mennesker, så det tog sin tid at få noget at spise, og foretten blev først serveret kl.23. Under hele middagen var der taler og sange og Styvaltzin havde koordineret tre forskellige danseshows, som blev opført under middagen: en tango med sin far, en hiphop-rutine med nogle professionelle dansere, og en sang og dans kun opført af hende.

Efter middagen var der liveband og generel fest hele natten. Ximena og jeg gik i seng ved fire-tiden, men eftersom vores hotelværelse havde udsigt over området og bandet spillede til klokken syv om morgenen fik vi ikke så meget søvn!

"Nej, jeg gider ikke være manden i endnu en salsa!"

Morgenen efter blev vi på hotellet og spiste morgenmad, før vi kørte tilbage til Pachuca. På vejen stoppede vi dog lige i bjergbyen Huasca, der er et hyggeligt lille sted med en masse virkelig lækre bagerier!

Efter en to timer lang lur tog jeg turen tilbage til Ximenas hus for at mødes med alle de andre. Undervejs havde Ximenas bror, Gustavo, og hans to døtre, Rebecca og Miranda, fundet vej til Pachuca, og vi tog derfor alle sammen ind og se Pachuca vs. Tigres. Det var sindssygt sjovt, for Pachucas fanklub er helt oppe at køre, og stemningen var helt fantastisk. Her går folk virkelig op i fodbold!!

Fodbold-selfie

Fra højre: Miranda, Rebecca, Gustavo og La Güera (blondinen - det kalder de mig åbenbart nu!)

Efter kampen tog vi alle sammen ud og spiste chalupas, hvilket er friterede mini-tacos med kartofler og kylling!

Efter vi havde sat alle af derhjemme tog Ximena, Gustavo og jeg ud for at drikke en enkelt øl eller to. Vi tog på en slags barhop, og endte med at besøge fire forskellige barer. Ved to-tiden var Ximena rigtigt træt, så vi kørte hende tilbage til huset. Alle barer i Pachuca lukker klokken to, men Gustavo og jeg gad på ingen måde hjem, så det lykkedes os at finde en bar, der havde "hemmeligt åbent", hvad det så end betyder. Uanset hvad, så ville de ihvertfald gerne sælge os øl, og vi endte med at blive til halv fem. Den hemmelige bar ligger næsten lige ved siden af skolen, så jeg havde kort hjem, hvilket var heldigt, for på det tidspunkt var jeg ved at være godt træt!

Ja, sjovt havde vi det jo!

Søndag lavede jeg ikke meget andet end at sove og arbejde. Jeg ved ikke hvad der er gået i fjerde klasse, men de har været rigtigt stride de sidste to dage, så det har allerede været en lang uge. Jeg håber de opfører sig mere behageligt i morgen, selvom jeg ikke tror det - vi skal skifte pladser og der er altid nogen, der er utilfredse med deres sidekammerater, uanset hvad jeg gør!

Jeg har haft en fabelagtig weekend og er virkelig taknemmelig for, at jeg fik lov at opleve en rigtig quinceañera med fuld fart på hele svineriet. Det eneste min weekend manglede var muligheden for at fejre min mors fødselsdag d.29 - jeg håber, du havde en fantastisk dag, kære mor!

Dag 77: permanent ophold

Selvom jeg har en adresse, et arbejde og et liv her, er det som om, at jeg stadig ikke helt har forstået, at jeg bor i Mexico. Jeg bor her rent faktisk. I minimum ti måneder endnu. 

Et eller andet sted føles det stadig som om, jeg bare er på ferie. Som om jeg skal hjem om et par uger. Som om det stadig er sommerferie. Jeg ved ikke hvornår det rammer - sikkert først når jeg rejser hjem - men det er en mærkelig fornemmelse at bo et sted uden helt at vide det. 

Jeg har prøvet at finde spansk undervisning her i Pachuca, men eftersom der ikke er så mange udlændinge her, et det svært at finde. Jeg overvejer kraftigt at spørge en af de andre lærere på skolen, om vi kan lave en slags deal, hvor vi hænger ud en gang om ugen og snakker engelsk halvdelen af tiden og spansk den anden halvdel, så vi begge to lærer. Der er bare sådan en mærkelig kultur her med, at man ikke rigtigt siger det, man mener, men det den anden vil høre, og jeg vil ikke sætte hende i en situation, hvor hun ikke føler hun kan sige nej. Men det er vel i virkeligheden bare et spørgsmål om at gøre det klart, at hun selvfølgelig bare skal sige nej, og at det kun er hvis hun har tid og lyst og alt det der. 

Jeg har det i virkeligheden også lidt mærkeligt med at skulle have undervisning af en, jeg kender. Det er sgu bare så akavet, altså!

Men jeg skal jo lære det, og hvis det er den eneste mulighed, ja så er det sådan det må være!   

^ Uafhængighedsdag betyder mexicansk udklædning og traditionel dans på HCAndersen Rainbow school and kindergarten

Min bedsteste Stine blev gift i weekenden og hold nu op, hvor er det stramt at skulle glimre ved sit fravær ved sin bedste vens bryllup - en dag hun husker resten af sit liv, og en historie som jeg aldrig vil være en del af. Sådan går det når man flytter så langt væk! 

Anyways, her i Pachuca regner det bare. Der er tordenstorme og strømafbrydelser stort set hver dag. Det er altid spændende at se hvor man finder en ny læk i taget eller hvor længe man skal klare sig uden tv, computer og wifi. Det er ihvertfald en oplevelse :D 

^ cykel- og vandresti ved siden af den gamle jernbane

Dag 66: Flyttet

Så er jeg flyttet hen på skolen. Jeg bor i hvad man vel kan kalde tårnværelset i rektor Ana Luisas hus. Der er selvfølgelig plusser og minusser ved alt, men det er nu engang rart at have sit eget værelse og at kunne pakke sine ting ud. Indtil nu har jeg boet i min kuffert, men nu kan jeg pakke mit tøj ud og ligge det i (meget gamle) reoler og skabe.
Der er en rengøringsdame i huset hele dagen og vagter og vagthunde ved porten 24 timer i døgnet, så her er rent og sikkert :)

Den største ulempe indtil nu er faktisk, at Ana Luisa hele tiden vil snakke. Hun inviterer mig med til en masse ting og skal altid sludre i køkkenet, og det er selvfølgelig virkelig pænt af hende, men jeg vil helst bare være mig selv. Hvis jeg boede med Ximena, eller en anden jeg havde noget tilfælles med, var det måske noget andet, men hun er min chef, og vi har intet at snakke om. Udover det, er hun så høflig og venlig, at det virker meget påtaget.
Hun vil selvfølgelig bare tage godt imod mig og alt det der, men jeg gider det ærligt talt ikke. Ah well, det er heldigt at Gustavo, Ximenas bror, har lært mig lidt om mexicansk etikette, for ellers kunne jeg vist hurtigt komme galt afsted :D

Gustavo og hans to døtre var i Pachuca det meste af lørdagen og hele søndag. De bor i Mexico City, men kom forbi for weekenden. Gustavo er nok den, jeg har mest tilfælles med af alle, jeg har mødt her. Han elsker musik og film og bøger og har en lidt mere afslappet tilgang til tingene end så mange andre mexicanere.
Søndag tog vi alle sammen i biografen og så 'Lucy' med Scarlett Johansson. Fantastisk film fyldt med filosofi og evolution og action og instrueret af Luc Besson. Kan klart anbefales!

Om eftermiddagen flyttede jeg ind i Askepot-værelset, som Ximena og jeg kalder det, og brugte faktisk resten af dagen på at arbejde.
I morgen, torsdag, og fredag skal jeg dissekere fisk med mine to klasser. Jeg tror måske, jeg er den, der glæder sig mest :D
Der er aldrig nogen, der har lavet dissektioner på skolen før, så alle er meget nysgerrige, og jeg tror, at de fleste af lærerne kommer et smut forbi mit klasseværelse i løbet af de næste to dage!
Apropos fisk, så fik jeg i går en fisk i et plastikkrus af to af mine elever. Jeg ved ikke lige, hvad de havde tænkt sig, for jeg har fortalt dem, at jeg ikke har et akvarium, og at jeg ikke må have dyr, hvor jeg bor. Det havde de åbenbart glemt :D
Jeg endte med at give fisken til en af de andre piger, der har et akvarium med samme art derhjemme. Pigerne blev meget skuffede, men jeg tror, at jeg fik dem forklaret, at man ikke skal give dyr i gave, og at jeg havde beholdt den, hvis jeg kunne.

I dag faldt jeg tilfældigvis i snak med en af forældrene til en dreng i 2. klasse, og da han hørte at jeg var fra Danmark slog han over i dansk! Han havde været udvekslingsstudent i Danmark for omkring ti år siden, og hans dansk var rustent, men jeg forstod da, hvad han sagde. Verden er sgu da lille!!

Maria-Elena, som er lærer for 5. klasse, kom forbi mit klasseværelse i dag, og sagde at hun havde noget der "lige var mig", og som hun ikke selv brugte. "Kunne du tænke dig to vintage bøger om hajer og hvaler af Jacques Cousteau?". Øøøøh, ja tak!! Hendes mor havde købt dem engang i halvfjerdserne, og hun brugte dem ikke selv, så hun ville egentlig have givet dem til skolens bibliotek, men hun ville lige spørge mig først. Den ene er fra 1970 og den anden er fra 1972, og de er i perfekt stand, fuldstændig som nye. Jeg har bladret lidt hurtigt igennem dem, og udover fakta om hajer og hvaler er de fyldt med personlige fortællinger fra eksperimenter, dykkerture og rejser verden over. Hvilken fantastisk gave!

Jeg ved, jeg er lidt bagud på mails og Skype og Whatsapp og alt det der, men det kommer i weekenden. Lige nu er jeg for træt til at gøre meget andet end at gå ned i køkkenet og spise lidt tacos :D

Dag 56: Weekend

Klokken er 13.31, og det er en solbeskinnet søndag i Pachuca. Ximena er kørt hen på skolen for at arbejde, og jeg er blevet hjemme i huset, også for at arbejde. Jeg skal planlægge den næste uge - hvad der skal ske hvornår og hvordan. Hver mandag afleverer vi vores ugeplan til engelsk koordinatoren, så hun kan se, hvad der skal foregå i løbet af ugen.
Jeg har to klasser: rød og blå. Jeg underviser dem i matematik, videnskab, grammatik, historie, geografi,  osv., men det hele foregår på engelsk. De lærer altså engelsk ved at bruge det, ikke kun ved at blive undervist i det. Hver anden uge har jeg rød om morgenen, og hver anden uge har jeg blå om morgenen, og så skifter de ved middagstid. Min klasse (den jeg er ansvarlig for og "klasselærer" for) er rød - og det er tilfældigvis klassen med færrest elever og også de sødeste, så det er ikke helt dårligt :D

I denne uge havde Daniela fødselsdag, så hendes mor og far kom forbi med kage til hele klassen.
Uniformen er deres gymnastik uniform, som de har på hver tirsdag og torsdag.

En typisk uge ser sådan her ud:
Mandag: Klokken otte er der flagceremoni. Hver uge er en forskellig klasse ansvarlig for flagceremonien - jeg har flagceremoni i næste uge, d.8 september, så i løbet af ugen skal vi finde ud af hvad vi skal lave (en sang eller en sketch eller en dans). Det skal selvfølgelig være relateret til ugens tema og værdi. Mit tema er børnehelte og værdien er solidaritet! En typisk flagceremoni varer omkring tyve minutter, og bagefter er der march tilbage til klasseværelset.
I den kommende uge har jeg rød om morgenen. Efter flagceremonien er der en times undervisning, fordi rød har musik fra 9.30-10.30 om mandagen. I den tid har jeg "fri", men oftest bruger jeg tiden på at planlægge aktiviteter eller rette lektier. Efter musik er der en halv times undervisning, og klokken 11 er der frikvarter.
Hver uge skal lærerne holde øje med et bestemt område - vi sidder altså på fodboldbanen eller i cafeteriet eller ved springvandet og holder øje med børnene hele frokostpausen. Der er ingen rigtig pause til lærerne - man spiser i ens område og skal hele tiden holde øje. Frikvarterer varer en halv time. Der er ingen andre frikvarterer i løbet af dagen, så teoretisk set har de ingen pause i løbet af de tre timer om formiddagen og eftermiddagen. Jeg giver dog som regel mine en bitte pause hver time, for ellers er de ikke til at holde ud, haha!
Efter frikvarteret skifter klasserne. Rød går til spansk og blå kommer til engelsk. Spansk klasseværelset er lige ved siden af. Resten af eftermiddagen indtil 14.50 er der undervisning. I den kommende uge handler det om grammatik og helte!
Mandag og onsdag er børnenes uniform "galla", hvilket er blå bukser/nederdel, sorte sko, hvid skjorte og rød sweater.

Vi havde en lille prøve-eksamen for, at jeg kunne vurdere hvad deres engelsk kundskaber var.
En af pigerne gav dette svar, da hun blev bedt om at skrive fem sunde madvarer :D 

Tirsdag: Undervisning med rød hele formiddagen. Efter frikvarteret kommer blå til engelsk og kl.13 har hele fjerde klasse gymnastik. De har 45 minutter, og der er ikke bad eller noget bagefter.
Tirsdag og torsdag er der gymnastik, og derfor er uniformen et specifikt joggingsæt med skolens logo, en gul polo, og hvide gummisko.

Onsdag: Undervisning med rød indtil kl.9.15, hvor de har computer. En computer-time varer 45 minutter, og jeg ved ærligt talt ikke rigtigt, hvad de laver. Noget med computere, vel :P
Der er hhv. 14 og 16 elever i mine to klasser, og omkring 60% er drenge, og de æææælsker computer. Pigerne vil hellere have skak, men det har de kun mellem første og tredje klasse. Ja, du læste rigtigt - i de små klasser har de hver uge en times undervisning i skak :O

Fra venstre mod højre: Mig, Annie (Ximenas undervisningsassistent), Naza (Ximenas veninde), Mara (Nazas udviklingshæmmede datter, som også går op skolen), og Ximena

Torsdag: Undervisning med rød hele formiddagen, og efter frikvarteret kommer blå til engelsk. Der er igen gymnastik kl.13.

Fredag: Undervisning med rød hele formiddagen. Klokken 11.30 kommer blå til engelsk og kl. 12.30 har de "værdi"-klasse. Her lærer de om forskellige værdier, f.eks. solidaritet, ansvarlighed, ærlighed, moral, etc. Det er basalt set undervisning i at være et godt menneske.
Uniformen er valgfri om fredagen, og her kommer børnene altså i deres eget tøj og er næsten ikke til at kende. I løbet af ugen skal alle pigerne have håret oppe, og de fleste har store sløjfer og glimmer i deres hestehaler og rottehaler, men fredag er det tilladt med løst hår.
Skolen slutter officielt 14.50 alle dage, men man skal blive i sit klasseværelse, indtil alle børnene er hentet, hvilket oftest er indtil 15.30. Nogle dage er der stadig børn halv fire, men der har vi officielt fri, så efter 15.30 er det tilladt at aflevere børnene på skolens kontor, så de kan vente der, indtil deres forældre kommer. En af mine unger må ofte vente til efter fire før han bliver hentet - det er virkelig synd!

I weekenden var vi en tur i bjerg-byen Real del Monte. Skøn lille by!

Hmm, det var vist overspringshandling nok. Jeg må hellere få planlagt næste uges undervisning. Heldigvis får hver lærer udleveret en iPad mini, der er "vores". På iPad'en er der et virkelig godt planlægningsprogram med indbygget kalender, så det tager mindre tid, end det gjorde i de sidste to uger. Ipad'erne er først blevet klar til brug i torsdags, så indtil nu har vi måttet planlægge i notesbøger og skrive alt ned manuelt. Nu kan vi flytte rundt på undervisningen i iPad'en og skrive digitale noter, så det går meget hurtigere. Fordi vi underviser efter et bestemt program (sistema uno) er det fastlagt, hvad der skal undervises i hver dag i de forskellige uger, og al informationen ligger på iPad'en. Så nu hvor planlægningsappen er klar til brug, burde det ikke tage meget mere end en halv time!

Hver uge uddeler vi "Star of the week" til en elev i hver klasse, der har gjort det ekstra godt. Man vælger selv, hvad det skal uddeles på baggrund af, og så bliver billedet hængt op i klasseværelset, så alle kan se, hvem det er. Jeg har lavet en slags Hall of Fame i mit klasseværelse, så der hver uge kan komme en ny op på væggen, og så man kan se, hvem der er blevet "star of the week" i alle uger i løbet af året. Udover at de får deres billede hængt op i klassen, får de også et 'diplom' med hjem til deres forældre!
I denne uge var det, hvem der var den bedste elev - altså den der lyttede mest, deltog mest og var dygtigst.

Mine to stjerner i denne uge - Sebastián og Emiliano.

Det kan man selvfølgelig ikke gøre hver uge, for så er det altid de samme, der vinder, så i næste uge er det den elev, der er den bedste ven - den der er rarest og hjælper sine klassekammerater mest.

Nå, det var endnu en sidehistorie!

Jeg håber alle har det godt derhjemme :)

Min mexicanske opholdstilladelse - jeg er meget træt af, at jeg skulle tage mine briller af
 og skrabe mit hår hen til siden :(